Strandliv, wellness og historiske spor fra sovjettiden ved Issyk-kul søen
Cholpon-Ata er den mest kendte ferieby ved Issyk-Kul søen og et helt naturligt sted at lægge ind i dit roadtrip gennem Kirgisistan. Byen har en afslappet feriestemning med strande, hoteller, restauranter og du har masser af muligheder for at kombinere sol og vand med kirgisiske kultur og historie.
Feriebyen opstod som en lille landsby ved nordkysten af Issyk-Kul søen, men fik for alvor betydning under sovjettiden, hvor byen blev udviklet til et af de mest populære feriesteder i hele Centralasien. Dengang var det turister fra hele Sovjetunionen, der strømmede til byen for at nyde søens strande og de mange sanatorier og feriekomplekser, der blev bygget langs kysten. Du mærker stadig den arv i dag, hvor Cholpon-Ata både har moderne resorts og ældre sovjetiske ferieanlæg side om side.
Tips til oplevelser i- og uden for Cholpon-Ata
Du kan fx besøge kulturkomplekset Ruh Ordo Cultural Center, der med flere minimuseer bl.a. fortæller om kirgisiske folks traditioner. Besøg også de lokale markeder, hvor du ser de lokale handle ivrigt ind, og så er der cafeer- og restauranter, hvor du kan smage på det kirgisiske køkken.
Et af højdepunkterne er de berømte petroglyffer lidt uden for byen. Her kan du gå rundt blandt et hav af gamle stenhugninger, der går helt tilbage til bronzealderen, med de sneklædte Tian Shan-bjerge i baggrunden.
Om sommeren summer byen virkelig af liv med fx World Normad Games, der er en festival for nomadisk kultur og sport. Den afholdes hvert andet år. Og så er der forskellige lokale etniske festivaler, der har fokus på traditionel kirgisisk kultur, håndværk og hestesport.
Hvis du vil koble af, finder du gode strande i byen samt spa og resorts med udsigt til vandet. Du kan også tage med på en bådtur eller leje en vandcykel og spendere en time eller to på Issyk-Kul søen. Det er også oplagt at tage på dagsudflugter til fx Fairy Tale-kløften med de røde klippeformationer eller det imponerende Barskoon-vandfald med et fald på cirka 24 meter.
Inspiration
Tips til oplevelser efter Cholpon-Ata
Vil du prøve noget særligt, kan du overnatte i en yurt-camp ved søen. Her bor du i traditionelle, runde telte, som nomaderne stadig bruger i bjergene. Mange camps ligger direkte ved vandet og giver dig både stjernehimmel, bålhygge og masser af muligheder for at kombinere opholdet med rideture, vandreture eller smagsprøver på lokale kirgisiske retter. Nogle yurter er autentiske og meget enkle, mens andre har alle bekvemmeligheder som fx bad- og toilet og Wi-fi.
- Grigoriev-kløften (Chon Ak-Suu): Besøg den smukke kløft fyldt med grønne enge, fyrreskove, floder og sneklædte tinder. Her kan du vandre, ride på hest og besøge en yurt til frokost eller middag og smage på kumiz, grillede shashlik eller en friskfanget ørred.
- Karakol: Kører du cirka tre timer østpå, kommer du til byen Karakol. Her kan du opleve den farverige Dungan-moské, den russisk-ortodokse trækirke og en statue af Lenin blandt betonblokke fra sovjettiden og traditionelle kirgisiske huse. Du kan også bruge byen som udgangspunkt for trekking i Tian Shan-bjergene.