Ortodokse klostre balancerer på toppen af lodrette klippesøjler
Er der ét sted du bør opleve på dit roadtrip gennem Grækenland, så er det Meteora – et fascinerende bjergområde på fastlandet. Her bliver du modtaget af smukke ortodokse klostre, der balancerer på kæmpe klippesøjler. Der blev bygget hele 24 klostre i området, og i dag er seks af dem stadig aktive og åbne for besøgende. Klostrene kom på UNESCOs Verdensarvsliste i 1988.
De enorme kippeformationer blev dannet for omkring 60 millioner år siden, men først i det 14. århundrede begyndte munke at bygge klostre på toppen. De blev bygget, så de var sværest tilgængelige og derfor svære at plyndre. Man kunne kun komme derop via lange rebstiger eller man skulle hives op i net. I dag kan du heldigvis komme derop via trapper og broer.
Tips til oplevelser i Meteora
Prægtige klostre: Start med The Great Meteoron, som er det største og ældste kloster. Det ligger over 600 meter over havet! Kig også forbi Varlaam - det næststørste med et fint, lille museum. Og i det mindre kloster, Saint Nicholas Anapausas, kan du se fresker fra det 14. årh.
En vaskeægte filmkulisse: Er du James Bond-fan, kan du sikkert genkende landskabet, for Meteora er nemlig med i For Your Eyes Only.
Hyggelige byer: Kalambaka og Kastraki er de to hovedbyer i området, og de er perfekte som base for dine oplevelser i Meteora. Her finder du gode tavernaer, små caféer og masser af gode overnatningsmuligheder.
Vandring med udsigt: Området er perfekt til vandreture. Der er mange stier, der snor sig mellem klippesøjlerne og klostrene. Du kan selv vælge, om du vil tage en kort gåtur med flot udsigt eller en længere rute gennem den vilde natur. Især ved solnedgang er det helt uforglemmeligt.
Inspiration
Praktiske tips til Meteora
- Husk at klæde dig passende på. Dæk skuldrene, og brug lange bukser eller nederdel, når du går ind i klostrene.
- Hvert kloster koster cirka 3 euro at besøge (2025), og nogle holder lukket en dag om ugen, tjek åbningstiderne før du planlægger dine besøg.
- Kom gerne tidligt om morgenen eller sent på eftermiddagen – der er færre mennesker, og lyset er perfekt til billeder.
Oplevelser efter Meteora
Har du lidt ekstra tid, kan du tage fortsætte kør-selv-ferie til Plastira-søen eller besøge bjerglandsbyen Pertouli, hvor du kan vandre om sommeren og stå på ski om vinteren. Herfra kan du fx fortsætte til den fotogene gamle stenbro Palaiokarya.