Kittilä og Levi

Midnatssol og arktisk natur i det nordlige Finland

I det nordlige Finland ligger Kittilä og Levi – et område hvor solen ikke går ned omkring 45 dage hen over sommeren. Her kan du vandre til toppen af Levitunturi midt om natten, tage en dukkert i Jerisjärvi-søen eller gå på bærjagt i skovene omkring Pallastunturit i et roligt og gyldent lys, der gør oplevelsen speciel. Området er et oplagt stop på dit roadtrip gennem Lapland, hvor naturen er vild og luften frisk.

Kittilä og Levi er nem at nå med bil til- og fra både Rovaniemi, Tromsø og Nordkap. Du kan bruge Kittilä eller Levi som base og oplev højdepunkter som toppen af Levitunturi, fjeldsøerne Jerisjärvi og Särkijärvi, eller tage et smut forbi den røde sandstrand Punainenhiekka ved Pallasjärvi-søen. Der er masser af overnatningsmuligheder, spisesteder, saunaer og alt det, der gør et stop i Lapland både afslappende og eventyrligt.

Inspiration

Tips til oplevelser i Kittilä og Levi

  • Magisk midnatssol: Brug de lyse nætter på at køre gennem det åbne landskab, vandre til en fjeldtop eller bare sidde ved bredden af en stille sø og nyd solen, der bliver hængende hele natten.
  • Vandring og vandoplevelser: Du finder velmarkerede cykel- og vandrestier til både børnefamilier og mere erfarne vandrere. Prøv også kano, paddelboard eller en svømmetur i Ounasjoki-floden – det er en dejlig frisk oplevelse.
  • Sommerens guld: I slutningen af juli bugner skovene af bær og svampe, så du kan tage hele familien med på en sanketur.
  • Levi Adventure Park: Her får du aktiviteter for hele familien. I kan udfordrer hinanden på klatrebaner og MTB-ruter, og der er også mulighed for guidede rideture og besøg på lokale rensdyrfarme.
  • Kultur og historie: Kig forbi Taatsin Seita, der er en gammel samisk offersten og gå på opdagelse i Kittilä Lokalhistoriske Museum, hvor du får et godt indblik i livet i det ægte, gamle Lapland.

Tips til oplevelser efter Kittilä og Levi

Er du på vej sydpå ligger Rovaniemi under to timers kørsel væk. Her kan du stå med et ben på hver side af den nordlige polarcirkel midt i julemandens landsby. Du synes måske det er noget turistet, men det er en oplevelse og dine børn vil sikkert elske det.

Er du på vej mod Nordkap, så venter der cirka 600 kilometers kørsel. På vejen dertil kan du stoppe i samernes hovedstad Karasjok eller Alta Canyon – alt efter hvilken rute du tager.

Kort

Vis på kort