Berømt for Sydkoreanske specialiteter og historiske bygninger
Har du lyst til at opleve det autentiske Sydkorea på dit roadtrip, så kan du sætte kursen mod Jeonju. Det er en kulturel perle, kun omkring 2,5–3 timers kørsel syd for Seoul. Her får du historie, et kæmpe marked og lækre lokale specialiteter serveret på et sølvfad. Byen er kendt som fødestedet for bibimbap og er udnævnt som gastronomiby af UNESCO. Jeonju er ganske enkelt pakket med oplevelser, der smager, dufter og føles af det ægte Sydkorea.
Jeonju Hanok Village og Gyeonggijeon-helligdommen
Midt i byen ligger Jeonju Hanok Village, der er et område med over 800 traditionelle hanok-huse. Her kan du gå rundt i de smalle brostensbelagte gader, besøge kunsthåndværkere, overnatte i et hanok-hus og måske endda leje en koreansk nationaldragt (hanok) og få taget nogle stemningsfulde billeder. Det er også her du kan besøge Gyeonggijeon-helligdommen, med bambushaver og en fredelig atmosfære. Her opbevares portrættet af kong Taejo, grundlæggeren af Joseon-dynastiet.
Nambu-markedet
Intet besøg i Jeonju er fuldendt uden et besøg på Nambu-markedet. Det er et levende marked med over 200 års historie, hvor du kan gå på opdagelse i lokale råvarer, streetfood og små boder med alt fra keramik til sjove snacks. Om aftenen forvandles dele af markedet til et hyggeligt natmarked med levende musik og duftende lokale specialiteter.
Jaman Mural Village
I nærheden kan du også tage en afstikker til Jaman Mural Village, et spændende kvarter fyldt med farverige vægmalerier og caféer. Og et smut til Jeondong katedralen kan bestemt også anbefales.
Inspiration
Tips til et par oplevelser efter Jeonju
Du skal bare køre en halv times tid videre fra Jeonju og du kommer til Maisan-bjergene. Området er specielt kendt for sine to karakteristiske bjergtoppe og Tapsa-templet, som er kendt for sine mystiske stentårne.