Ziwa Rhino Sanctuary

Kom helt tæt på vilde hvide næsehorn

Kun omkring 3 til 4 timers kørsel nord for hovedstaden Kampala, ligger Ziwa Rhino Sanctuary, der er en af Ugandas mest unikke og meningsfulde naturoplevelser. Ziwa Rhino Sanctuary blev etableret i 2005, og er det eneste sted i Uganda, hvor du kan opleve vilde næsehorn. Det er ikke fra en bil, men til fods, i øjenhøjde og kun 6–7 meter fra de imponerende dyr. I selskab med erfarne rangers bevæger du dig stille gennem savannen og busklandskabet, mens du nærmer dig de truede næsehorn. Det er en oplevelse, der både er spændende, nervepirrende og overraskende rørende for mange.

Derfor bør du stoppe ved Ziwa på dit roadtrip i Uganda

  • Unik næsehorns-tracking: Følg næsehornene til fods i deres naturlige habitat, hvilket er en intens og respektfuld måde at møde et af Afrikas mest ikoniske dyr. De bedste tidspunkter er tidlig morgen eller sen eftermiddag, hvor dyrene er mest aktive.
     
  • Bidrag til bevaringsarbejdet: Ziwa blev oprettet for at genetablere Ugandas næsehornspopulation, som forsvandt på grund af krybskytteri i 1980’erne. En guidet tur handler ikke kun om at se dyr, men også om at forstå det vigtige arbejde med at beskytte dem.
     
  • Masser af dyreliv: Udover næsehorn kan du være heldig at spotte bushbuck, oribi og duiker-antiloper, manguster, aber, varaner og farvestrålende sommerfugle.
     
  • Fugleparadis: Med over 350 fuglearter der også inkluderer den sjældne og forhistorisk udseende shoebill stork, er Ziwa et eldorado for de fleste.
 

Inspiration

Perfekt stop på vej til Murchison Falls National Park

Ziwa Rhino Sanctuary ligger ideelt placeret, hvis du er på vej mod Murchison Falls National Park. Ved at lægge vejen forbi her, får du mulighed for at opleve hele Big Five på én rejse, hvilket kun få steder i Østafrika kan tilbyde. Det er også oplagt som en selvstændig dagstur, hvis du har begrænset tid men alligevel vil have en stærk safarioplevelse med hjem.

Kort

Vis på kort