Strandliv, jurter og aktiviteter ved Issyk Kul-søen og eventyr i Fairy Tale kløften
Issyk Kul-søen er en af Kirgisistans mest populære turistattraktioner. Søen ligger i 1.600 meters højde omgivet af de prægtige Tian Shan-bjerge og kendt for sine sandstrande, klare vand og et godt mix af afslapning, aktiviteter og eventyr.
Langs nordkysten finder du feriebyer som Cholpon-Ata med strandliv, museer og de berømte petroglyffer under åben himmel. Her ligger også resorts, hoteller og restauranter, som gør området til et populært feriemål for både lokale og rejsende fra hele verden.
På sydkysten er stemningen meget mere rolig og autentisk. Her kan du besøge små landsbyer og du er ikke langt fra til fantastiske naturoplevelser som Barskoon-vandfaldet og den dramatiske Skazka-kløft, der er bedre kendt som Fairy Tale-kløften med sine farverige røde klippeformationer.
Du kan tage på bådtur, prøve vandsport, ride på hest i bjergene eller vandre til vandfald og varme kilder. Issyk-Kul er veludviklet og forholdsvis let tilgængelig fra hovedstaden Bishkek, og den er en god base for endnu flere eventyrlige naturoplevelser og et indblik i nomadekulturen i Kirgisistan.
Inspiration
Et godt tip til dit besøg ved Issyk Kul-søen
Vil du prøve noget særligt, kan du overnatte i en jurt-camp ved søen. Her bor du i traditionelle, runde telte, som nomaderne stadig bruger i bjergene. Mange camps ligger direkte ved vandet og giver dig både stjernehimmel, bålhygge og masser af muligheder for at kombinere opholdet med rideture, vandreture eller smagsprøver på lokale kirgisiske retter. Nogle jurter er autentiske og meget enkle, mens andre har alle bekvemmeligheder som fx bad- og toilet og Wi-fi.
Fakta og beliggenhed
- Beliggenhed: Søen ligger cirka 185 kilometer eller 3-4 timers kørsel øst for hovedstaden Bishkek i det nordøstlige Kirgisistan, omgivet af Tian Shan-bjergene.
- Størrelse: Ca. 6.200 km². Den er verdens næststørste bjergsø og næsten lige så stor som Sjælland.
- Dybde: Den er cirka 668 meter på dybeste sted, og gennemsnitsdybden er cirka 278 meter.
- Kendetegn: Søen fryser aldrig til på grund sit høje saltindhold og varme vand. Navnet Issyk Kul betyder faktisk “ varme sø”.