Små gader, lokale smagsoplevelser og udsigt til olivenlunde
Det første, jeg lagde mærke til i Şirince, var de hvidkalkede stenhuse og vinduerne med skodder, som nærmest klatrer op ad bjergsiden. Den lille historiske landsby i det vestlige Tyrkiet har en afslappet stemning, som du hurtigt mærker, når du går gennem de smalle gader.
På en kør-selv-ferie i Tyrkiet er Şirince et oplagt stop, især hvis du besøger området omkring den antikke by Efesos, der er på UNESCOs Verdensarvsliste. Du kan bruge et par timer på at gå rundt i smalle brostensgader og udforske landsbyen, tage på vinsmagning, smage lokale specialiteter eller gå en kort tur i bakkerne omkring byen.
Husk også at slå dig ned på en café og bestille en kop tyrkisk kaffe. Flere steder tilberedes kaffen i varmt sand, hvilket er en oplevelse i sig selv.
Historiske huse fortæller landsbyens historie
Şirince ligger cirka otte kilometer fra Selçuk og Efesos og har rødder tilbage til den hellenistiske periode. Landsbyen fik en opblomstring efter Efesos' nedgang i 1400-tallet, mens mange af de bygninger, du ser i dag, stammer fra 1800-tallet. Området er kendt for sin velbevarede osmanniske og græsk inspirerede arkitektur, hvor ingen huse skygger for udsigten fra naboen. I dag lever Şirince især af turisme, vinproduktion, olivenolie og frugtavl.
Derfor bør du opleve Şirince
- Velbevarede hvide, traditionelle stenhuse i osmannisk-græsk stil
- Lokale vine, olivenolie og tyrkiske specialiteter
- Ligger tæt på oldtidsbyen Efesos og Selçuk
Inspiration
Fakta om Şirince
- Beliggenhed: Cirka 8 kilometer øst for Selçuk og 85 kilometer syd for Izmir
- Afstand til oldtidsbyen Efesos: Cirka 11 kilometer
- Indbyggertal: Omkring 500
- Kendt for: Traditionelle stenhuse, vin, olivenolie og en rig kulturarv
Tips til seværdigheder i nærheden af Şirince
- Efesos: En af verdens bedst bevarede antikke byer med biblioteket i Celsus, store teatre og imponerende romerske ruiner.
- Jomfru Marias Hus: Et vigtigt pilgrimssted for både kristne og muslimer, der ligger på bakkerne over Efesos.
- Selçuk: Hyggelig by med basar, lokale restauranter og Sankt Johannes Basilikaen, som er blandt områdets vigtigste historiske monumenter. Her kan du også besøge İsa Bey Moskéen, der er en af Anatoliens fineste middelalderlige moskéer.