En levende hovedstad med brede boulevarder og fantastisk stemning
Bukarest kaldes ofte “Lille Paris”, specielt fordi byen i 1800- og begyndelsen af 1900-tallet voksede med smukke bygninger, brede boulevarder og elegante caféer. I dag summer Lipscani-gaderne og den gamle bydel af stemning med små barer og restauranter som den legendariske Caru’ cu Bere. Sørg for at besøge det lille Stavropoleos Kloster, der for alvor overrasker, når du kommer inden for.
Du bør lægge vejen forbi Palatul Parlamentului, en af verdens største parlamentsbygninger, der blev påbegyndt under den rumænske diktator Nicolae Ceaușescu. Se også ruinerne af Old Princely Court - det tidligere fyrstelige palads for Rumæniens mest berygtede hersker, Vlad III Dracula, i midten af 1400-tallet. Trænger du til forkælelse, venter Therme București med tropiske bade og wellness i verdensklasse.
Bukarest emmer af atmosfære og kontraster, mellem gammelt og nyt og er samtidig det perfekte udgangspunkt for et roadtrip ind i Transsylvaniens dramatiske landskaber.
Tips til seværdigheder i Bukarest
- Parlamentbygningen: Et kæmpe kommunistisk monument, der er overvældende stor, og et arkitektonisk studie i magt og symbolik.
- Den gamle by (Lipscani-området): Her kan du gå gennem smalle gader fulde af liv, restauranter og historie. Her ligger også Caru’ cu Bere, en ikonisk restaurant med fantastisk atmosfære, der serverer traditionelle rumænske retter.
- Old Princely Court: Her kan du opleve resterne af Vlad Impalaer palads og se, hvor Bukarest’ tidlige magtcentrum lå.
- Therme București: Et af Europas største wellness- og badelande. Her finder du pools, sauner, vandrutsjebaner og indendørs troperum med tropiske planter.
Inspiration
Tip til en lille perle nord for Bukarest
- Snagov-klosteret (Snagov Monastery): Klosteret ligger på en lille ø i Snagov-søen, cirka 40 kilometer nord for Bukarest. Legender forbinder det med Vlad the Impaler og det siges at han blev begravet i kirken. Dette kunne være dit første stop på dit roadtrip i Transsylvanien.
Fakta om Bukarest
- Størrelse: Bukarest er Rumæniens største by med ca. 1,8 millioner indbyggere i selve byen og et stykke over 2 millioner i storbyområdet.
- Historie: Byen blev første gang nævnt i 1459 under fyrst Vlad Impalaer (Draculas historiske forbillede), hvor Old Princely Court blev opført som residens. Under den kommunistiske diktator Nicolae Ceaușescu, blev store dele af den historiske del jævnet med jorden og erstattet af store, kolde betonbygninger – en del af hans storhedsvanvid. Efter Ceaușescuog det kommunistiske regime blev væltet i 1989, har Bukarest undergået en kæmpe forvandling og fået renoveret det historiske centrum.