Ude i Koreastrædet ligger Sydkoreas største ø
Jeju-øen kaldes ofte “Koreas Hawaii”. Den minder egentlig ikke meget om Hawaii, men har et fantastisk varieret landskab med både bjerge, kratersøer, lavaklipper og strande. Hallasan National Park, der er på UNESCOs Verdensarvsliste, er et af øens store trækplastre og superpopulær for vandreture.
Jeju-øen blev dannet af et vulkansk udbrud for omkring to millioner år siden og ligger cirka 100 kilometer syd for den koreanske halvø. Øen er en populær feriedestination for både sydkoreanere og internationale rejsende.
Du kommer nemt dertil med en kort flyvetur på under en time fra Seoul, Busan eller Daegu – med flere daglige afgange fra alle tre byer. Der findes også færgeforbindelser, men fly er klart den hurtigste og mest bekvemme løsning.
Inspiration
Tips til oplevelser på Jeju Island
- Hallasan National Park: Midt i nationalparken ligger Hallasan-bjerget og står stolt med sinde næsten 2.000 meter. Du kan vandre til toppen af vulkan-bjerget med en kratersø og en fantastisk udsigt.
- Seongsan Ilchulbong – Sunrise Peak: Gå op til toppen af vulkankrateret og oplev en uforglemmelig solopgang. Udsigten over havet og kystlinjen er nærmest magisk – især i de tidlige morgentimer.
- Yakcheonsa-templet: Øens største buddhistiske tempel, der tager imod dig med sin farverige arkitektur og den 30 meter høje hovedhal. Templet ligger på den sydlige del af øen med udsigt til havet.
- Seopjikoji: Den naturskønne halvø i den østlige del af Jeju-øen, er kendt for sine smukke kystklipper og vilde blomster. Gå en tur langs stierne, hvor du får udsigt over havet og fyrtårnet.
- Jusangjeolli-klipperne: De sekskantede lavaklipper er dannet af afkølet lava fra Hallasan-bjerget, der engang strømmede ud i havet. Her får du med garanti taget en masse billeder.
- O’sulloc Tea Museum: Stop ved O’sulloc for at smage koreansk grøn te og lære lidt om te-kulturen i Sydkorea. Udenfor kan du gå en tur i de grønne te-marker og tage billeder blandt de perfekt anlagte rækker.
- Cheonjiyeon og Jeongbang-vandfaldene: Begge vandfald ligger tæt på øens sydkyst. Cheonjiyeon er omgivet af frodig vegetation, mens Jeongbang falder direkte ned i havet.
- Populære strande: Trænger du til en pause fra sightseeing, så besøg nogle af Jejus bedste strande. Hyeopjae-stranden lokker med lavt, klart vand og hvidt sand med udsigt til småøer. Hamdeok-stranden er populær for sin turkise lagune og afslappede atmosfære.