Mød Ugandas bjerggorillaer i Bwindis gamle regnskov
Forestil dig at vandre dybt ind i en tæt, tåget regnskov, hvor sollyset filtreres gennem grønne kroner, og stilheden kun brydes af fuglesang og fjerne dyrelyde. Midt i denne ældgamle jungle, der er mere end 25.000 år gammel, ligger den beskyttede Bwindi Impenetrable National Park, der dækker et område på mere end 300 km². Den er på UNESCOs Verdensarvsliste og et af de mest spændende steder at besøge i Uganda. Det der for alvor tiltrækker nysgerrige rejsen til nationalparken, er de truede bjerggorillaer.
Bwindi beskytter næsten halvdelen af verdens samlede bestand af bjerggorillaer, og det er her, du får muligheden for at komme ansigt til ansigt med en kæmpe silverback og gorillafamilier i deres naturlige habitat. Det er en af Afrikas og hele verdens mest sjældne og kraftfulde dyreoplevelser, du overhovedet kan komme i nærheden af, og noget du med garanti aldrig glemmer.
Det kan du opleve i Bwindi Impenetrable National Park
- Bjerggorilla-trekking: Med hjælp fra erfarne guider og spejdere, vandrer du gennem tæt og kuperet regnskov for at finde en gorillafamilie. Det kan være fysisk udfordrende men til gengæld det hele værd. Når guiden har fundet frem til dem, får du lov at tilbringe én magisk time i deres selskab, hvor du i stilhed observerer deres sociale adfærd, børneleg og det imponerende nærvær fra en silverback, der holder øje med dig. Turene er populære og skal bookes i rigtig god tid, da de er reguleret med et bestemt antal besøgende hver dag.
- Naturvandringer og fuglekiggeri: Bwindi er også et sandt paradis for dig, der sætter pris på natur. Uanset om du drømmer om at se den sjældne African green broadbill eller andre af nationalparkens mere end 350 fuglearter, eller blot værdsætte en stille skovvandring blandt sommerfugle, bække og gamle træer, er det her stedet.
- Kulturelle møder: Tag på besøg i de omkringliggende lokalsamfund og mød bl.a. Batwa-folket, som i generationer levede som jægere og samlere i skoven. Deres musik, dans og fortællinger giver dig en stærk oplevelse og forhåbentlig forståelse for områdets historie og kultur.
Inspiration
Derfor bør du opleve gorilla-trekking i Bwindi
- Enestående dyreoplevelse: At stå få meter fra en bjerggorilla i det fri er både ydmygende og stærkt følelsesladet, som mange beskriver som livsforandrende.
- Ægte eventyr: Trekkingturen i sig selv er en oplevelse via stejle stier, mudrede spor og jungle, der lukker sig om dig. Det gør mødet med bjerggorillaerne endnu mere belønnende.
- Bevaringsbidrag: Hver eneste trekkingtilladelse støtter direkte arbejdet med at beskytte gorillaerne og bidrager til de lokale samfund.
- Urørt natur: Bwindi er én af de sidste ægte regnskove i Afrika – og den føles vild, rå og autentisk.
- Biodiversitet i særklasse: Ud over gorillaerne er her chimpanser, colobusaber, skovelefanter, farvestrålende fugle og over 1.000 plantearter. Det gør enhver tur til en lille ekspedition i naturens skattekammer.
Tips til flere oplevelser i Uganda
Bwindi kan snildt kombineres med safari i Queen Elizabeth National Park, hvor løver og elefanter venter, eller Kibale Forests i det vestlige Uganda, hvor du kan opleve frække chimpanser eller Murchison Falls' buldrende vandfald.