Tangoens og kulturens hovedstad
Buenos Aires er Argentinas livlige hovedstad og en by, du hurtigt bliver grebet af. Her møder du tangoens hjemby, hvor dansen stadig lever i gaderne, på små lokale barer og til åbne arrangementer på byens pladser. Du kan slentre gennem farverige Caminito i La Boca-kvarteret, opleve klassisk arkitektur på brede boulevarder og mærke historiens vingesus på Plaza de Mayo. Byen er pulserende og kosmopolitisk, ofte kaldt Sydamerikas Paris, men med sin helt egen unikke identitet.
Argentinere er kendt for deres gæstfrihed, og du vil hurtigt mærke, hvordan de lokale gerne hjælper besøgende. Brug dagen på at nyde stemningen på udendørs caféer, duften af grillede bøffer fra traditionelle parrillas og de mange antik- og kunsthåndværksmarkeder. Ønsker du et mere kreativt indblik i byen, kan du besøge Palermo Soho, hvor moderne designbutikker, håndlavede lædervarer og farverige gader giver dig fornemmelsen af Buenos Aires’ kreative sjæl.
Buenos Aires byder ganske enkelt på alt fra historiske bygninger og museer til moderne shopping og gastronomi i verdensklasse. Beliggenheden ved flodmundingen af Rio de la Plata giver byen et frisk pust, og kombinationen af historie, kultur og gastronomi gør Buenos Aires til nogle oplevelsesrige dage, inden du begynder dit roadtrip ned gennem Patagonien.
Fakta om Buenos Aires
- Indbyggertal: Cirka. 15 millioner.
- Grundlagt: 1536 af Pedro de Mendoz.
- Befolkning: Flest af europæisk afstamning, blandet med latinamerikanske rødder.
- Højeste bygning: Alvear Tower med sine 239 meter.
- Ældste bygning: San Ignacio-kirken oprindelig fra 1675 og stod færdig i 1722.
Inspiration
Top 10 seværdigheder i Buenos Aires
- Plaza de Mayo – historisk plads med Casa Rosada.
- La Boca og Caminito – farverige huse og gadekunst.
- Teatro Colón – ikonisk operahus i verdensklasse.
- Recoleta-kirkegården – smukke mausoleer og Evitas grav.
- Palermo Soho – trendy kvarter med caféer og designbutikker.
- San Telmo – brostensgader og antikvitetsmarked
- Obelisken – byens berømte vartegn på Avenida 9 de Julio.
- MALBA museum – moderne latinamerikansk kunst.
- Puerto Madero – moderne havneområde med restauranter.
- Jardín Japonés – fredfyldt japansk have.
Seværdigheder i nærheden af BuenosAires
Inden for få timers kørsel fra Buenos Aires kan du besøge Tigre-deltaet, hvor floder og kanaler snor sig mellem grønne øer. Det er oplagt til bådture og picnic i naturen. Du kan også tage til Pampas-området, hvor argentinske gauchoer holder traditionerne i live, og opleve ægte ranch-stemning med heste, grillmad og folklore.