Eventyr i det sydlige Australien
21 dage Fra 35.004 kr.
Er du på vej til Blue Mountains National Park, kan du næsten ikke undgå byen Katoomba, der er den mest besøgte by i området. Det er en super hyggelig by med stejle gader, flotte art-deco bygninger, restauranter, cafeer, gallerier og overnatningssteder. Selve Katoomba ligger på kanten til Blue Mountains og den perfekte base til at udforske nationalparken. Du kan nemt gå til flere udsigtspunkter som fx Echo Point, Eaglehawk Lookout og Landslide Lookout, hvor du kan spejde ud over regnskoven i Jamison Valley, og beundre klippeformationerne The Tree Sisters. Det er ikke ualmindeligt at en blå tågedis lægger sig som et tæppe i dalen, men det bliver udsigten ikke værre af.
Katoomba blev kendt i 1879 da Katoomba Coal Mine åbnede og brugte en kabelbane til af fragte kul op fra dalen. I dag kører den berømte Scenic Railway samme rute og fragter nu tusindvis af forventningsfulde turister i stedet for kul. Når du har nået bunden af dalen, kan du tage den 545 meter lange kabelbane, Scenic Cableway, der bringer dig sikkert tilbage til Katoomba med de flotteste udsigter undervejs.
Foretrækker du at bruge benene, så snør vandreskoene og begiv dig ud på en- eller flere af de mange vandreruter, der varierer fra 10 minutter til flere dage. Der er fx de korte, familievenlige vandreture til Kedumba View og Leura Cascade and Bridal Veil Lookout. Der er Prince Henry Cliff Walk – en moderate rundtur på ca. tre timer og endelig Six Foot Track, der på tre dage leder dig gennem Blue Mountains, frodig regnskov og forbi vandfald og vilde floder. Velkommen til Katoomba.
Katoomba ligger bare 1,5-2 timers kørsel fra Sydney og en kort gåtur fra nabobyen Leura.