Oplev Korsikas bjergverden fra Corte
Corte ligger midt i Korsikas dramatiske bjerglandskaber og er et af de bedste steder på øen, hvis du vil opleve naturen til fods. Fra byen kan du begive dig ud på populære vandreruter gennem Restonica-dalen til Melo-søen og Capitello-søen eller følge stierne gennem Tavignano-dalen, hvor udsigterne over kløfter, floder og bjergtoppe gør turen til en oplevelse i sig selv.
Tilbage i Corte venter en helt anden stemning. Smalle brostensbelagte gader snor sig gennem den gamle bydel, lokale caféer fylder torvene med liv, og citadellet troner over hustagene med udsigt til de omkringliggende bjerge. Du kan også lære lidt om Korsikas interessante historie i det utrolig inspirerende museum, Museu di a Corsica.
Byens universitet bringer samtidig studerende og liv til gaderne og giver Corte et ungdommeligt præg. Det er et sted, hvor du både kan snøre vandrestøvlerne om morgenen og nyde byens afslappede atmosfære på en cafe i den gamle bydel senere på dagen.
Derfor bør du opleve Corte
- Adgang til nogle af Korsikas bedste vandreruter
- Charmerende bjergby med historisk citadel
- Perfekt udgangspunkt for vandreture og naturoplevelser
Inspiration
Fakta om Corte
- Beliggenhed: Cirka 85 kilometer sydøst for Calvi og 70 kilometer sydvest for Bastia
- Indbyggertal: Cirka 7.800
- Historie: Byen var Korsikas hovedstad fra 1755 til 1769
- Værd at se: Corte-citadellet fra 1400-tallet, der huser Det Korsikanske Museum
Oplevelser tæt på Corte
- Restonica-dalen: En af Korsikas smukkeste dale med klare bjergsøer, vandrestier og kølige floder.
- Tavignano-dalen: Naturskønt område med vandreruter gennem kløfter, bjerge og frodig natur.
- Melo og Capitello-søerne: To af Korsikas mest kendte bjergsøer, som nås via en spektakulær vandretur gennem Restonica-dalen.