San Gimignano

Middelalderens Manhattan

Med sine majestætiske tårne, der rejser sig stolt i horisonten, er San Gimignano en af de mest ikoniske og genkendelige byer i Toscana. I byens storhedstid strakte hele 65 tårne sig mod himlen bag den tunge bymur. I dag er der kun 13 tårne tilbage, men sammen tegner de stadig en spektakulær "skyline" over Toscana. Når I træder ind i denne urgamle landsby er det som at rejse 650 år tilbage i tiden og ind i det perfekte middelalderlige postkort. San Gimignano, der har været på UNESCOs Verdensarvsliste siden 1990, er et fascinerende møde med Toscanas glorværdige fortid - og med blot en times kørsel fra Firenze, er den det perfekte stop på jeres kør-selv-ferie. 

 

Inspiration

Tårne og hvidvin

Et besøg i San Gimignano er mere end et kig op i luften på de 13 robuste tårne. Katedralen fra 1148 er absolut et besøg værd, og med tre skibe og fornemme frescoer, regnes den for en af de mest prominente i Toscana. Og når I nu er i San Gimignano må I absolut også smage den elegante hvidvin Vernaccia di San Gimignano, der produceres på de bugnende bakker rundt om byen. Vernaccia var den første toskanske hvidvin til at få prædikatet DOC (Denominazione di Origine Controllata) i 1993.

Verdens bedste is

Trænger I til at blive kølet ned efter de mange oplevelser eller bare efter turen fra parkeringsplads op til byens torve, finder I nok verdens bedste is på Piazza della Cisterna. Her ligger den nu verdensberømte Gelateria Dondoli og lokker med den lækreste hjemmelavede is, hvor spændende varianter som Crema di Santa Fina® (fløde med safran og pinjekerne), Champelmo® (pink grapefrugt og mousserende vin) og Vernaccia Sorbet nu også indgår i udvalget. 

 


"Museo San Gimignano 1300 er et ret sjovt besøg. her kan I se og høre om, hvordan byen så ud i 1300-tallet med sine mange tårne, hvorfor de blev bygget og ikke mindst hvorfor de forsvandt"

- Mogens, Europa-specialist og produktchef


 

Kort

Vis på kort

Oplev Toscana - skab din egen historie