Daramaland

Dramatiske landskaber og urgamle historiefortællinger i Namibias vilde hjerte

Midt mellem Etosha i nord og Skeleton Coast i vest finder du Damaraland – en af Namibias mest rå, vilde og spændende regioner. Her møder du et landskab, der skifter mellem støvede ørkenvidder, ildrøde bjerge og mærkværdige klippeformationer. Men Damaraland handler ikke kun om storslået natur – det er også et sted, hvor du finder interessante levn fra fortiden.

Området er også hjemsted for nogle af Afrikas mest unikke dyrearter, som du kan opleve i det fri uden for nationalparker. Her lever ørkenelefanter, som har tilpasset sig det barske klima og vandrer lange distancer i deres jagt på vand. Og hvis du er heldig, kan du i Palmwag-området spotte de sjældne sorte næsehorn.

Men det er ikke kun dyrelivet, der gør Damaraland til noget særligt. Midt i området ligger Twyfelfontein, et af Namibias få UNESCO-verdensarvssteder, og et af de største helleristningsområder i hele Afrika. Her har San-folket ridset over 2.500 billeder i klippen – et fascinerende vindue til menneskets historie på det afrikanske kontinent.

Kør gennem Damaralands storslåede landskab i tørtiden (maj-oktober), hvor de vilde dyr samles ved vandhullerne. Fra november til april, hvor der er størst chance for regn, kan hele området forvandle sig til en grøn oase.

Damaraland, der bedst opleves på et roadtrip, er stadig et af de mindre besøgte steder i Namibia – og netop dét gør det til noget helt særligt.

 

Inspiration

Det kan du opleve i Damaraland

  • Brandberg: På afstand lyser Namibias højeste bjerg op som en kæmpe flamme ved solnedgang – deraf navnet “Brandberg.” Her kan du vandre i dramatisk terræn og finde tusindvis af San-folkets klippemalerier, hvor “White Lady,” er den mest berømte.
     
  • Twyfelfontein: Et af Namibias få UNESCO-verdensarvssteder og et af Afrikas største samlinger af helleristninger. Over 2.500 klippegraveringer fortæller interessante historier om dyr, jagt og ceremonier. De er op til 6.000 år gamle og udført af San-folket.
     
  • Petrified Forest: Forestil dig at gå blandt 280 millioner år gamle træstammer, forstenede under jordens pres. Området ligger cirka 45 kilometer vest for byen Khorixas og viser hvordan Damaraland engang var frodig og grøn.
     
  • Organ Pipes: Vest for byen Khorixas står en gruppe søjleformede basalter, der minder om orgelpiber i kirker. De er bestemt et fotostop værd.
     
  • Vingerklip: En imponerende 35 meter høj kalkstenssøjle, der rejser sig midt i landskabet. Den ligger som et oplagt fotostop mellem byerne Outjo og Khorixas.
     
  • Damara Living Museum: Nær Twyfelfontein kan du møde Damara-folket i dette levende museum, og få et indblik i deres traditioner, håndværk og dagligliv. En lærerig oplevelse du ikke finder andre steder i Namibia.
     
  • Safari i Palmwag: I Damaraland strejfer elefanter og sorte næsehorn frit uden for nationalparkerne. I Palmwag-området kan du tage på guidede safarier og måske spotte nogle af verdens få fritlevende sorte næsehorn.

Kort

Vis på kort