Chaniá - pastelfarvede huse og varm atmosfære
Når du rejser til Chaniá på det vestlige Kreta, skal du unde dig selv en slentretur på den venezianske havnepromenade med de pastelfarvede huse. Her hersker der en helt speciel atmosfære, der også lever i den gamle bydel, som vrimler med restauranter og barer i de snævre, krogede gader.
Sæt dig på en café eller en taverna og få dig en drink, mens du betragter det fascinerende liv i byen.
I Chaniá skal du også besøge den store markedshal med alt, hvad du kan tænke dig af krydderier, fisk og grøntsager. På kastellet Fort Firkas er der teaterforestillinger og shows om sommeren.
I det arkæologiske museum kan du finde genstande fra Chaniás fortid, mens det meste af byen byder på gode shoppingmuligheder inden for læder, tæpper, smykker og kunsthåndværk. Chaniá er nemlig shoppingby nr. 1, når du tager på billige rejser til Kreta.