Gå til hovedindhold

Phinda Mountain Lodge

Familievenlig Mountain Lodge med safari-atmosfære

Luksuriøse Phinda Mountain Lodges venter jer med sin omfavnede atmosfære og et berusende panorama over Phinda Private Game Reserves grønne vidder. Lad jer forføre af den skønne safaristemning, når I tilbringer aftenen på lodgens dejlige træbalkoner, mens I deler ud af dagens fantastiske oplevelser i den vilde bush over en kølende drink.

Phinda Mountain Lodge er desuden ideel til børnefamilier, hvor store suiter, hjertevarmt personale og masser af børneaktiviteter vil sørge for, at selv familiens yngste får et fantastisk safarieventyr. Phinda Private Game Reserve ligger nær den vidunderlige KwaZulu-Natal kystlinje og er kendt for sit varierede landskab og imponerende mangfoldige dyreliv. Der er derfor gode chancer for at opleve the Big Five og endda det truede sorte næsehorn og den sky gepard. Så bered jer på en naturoplevelse af de helt store.

Fra 5.952 kr.
pr. person pr. nat i dobbeltværelse inkl. helpension og safariaktiviteter

Rejseperiode: Hele året

 

Vi skræddersyer din kør-selv-ferie
- kontakt vores rejsespecialister:

få et tilbud

Information

lodge med panoramaudsigt over bushens vidder


Phinda Mountain Lodge knejser majestætisk på toppen af et bjerg i &Beyound Phinda Private Game Reserve, og det dramatiske vue over Ubombe bjergkæden og Zululands utæmmede bush vil uden tvivl tryllebinde jer. Lodgen er indrettet omkring dette fantastiske panorama, så I kan nyde udsigten både fra fællesområderne og fra træbalkonen i jeres private suite.

Den elegante Lodge i jordfarver, natursten og afrikansk inspireret interiør emmer af karakteristisk safari-atmosfære og er en smuk kulisse for hyggelige aftener i månelysets skær. Med masser af bløde hyggekroge, et romantisk udendørs spiseområde (boma) og et skønt poolområde, hvor I kan slappe af i solen, danner Phinda Mountain Lodge en fantastisk ramme om jeres safarieventyr.

Kulinariske overraskelser

Alle måltider er en oplevelse i sig selv på Phinda Mountain Lodge. Uanset om I nyder en skøn frokost på jeres private balkon eller en delikat middage i bomaen badet i lanternernes bløde lys, så venter der masser af smagfulde oplevelser. Phinda Mountain Lodge er specielt kendt for at arrangere storslåede banketter i bushen, hvor den stjernedryssede himmel, ildens knitrende lys og bushens forunderlige natteunivers, skaber en helt særlig, romantisk stemning.

Vis på kort

Inspiration

Vilde safarioplevelser

Phinda Private Game Reserve kaldes også for ”Seven Worlds of Wonder”, og det er bestemt ikke uden grund. Reservatet strækker sig over 23.000 hektar land i KwaZulu-Natal med optimale livsbetingelser for the Big Five og består af syv meget forskellige områder lige fra tørre, sandede skove til vidtstrakte vådområder og imponerende bjergegne. Kort sagt - et lille stykke paradis på jord.

på Game Drives fra solopgang til solnedgang

I den tidlige morgenstund begiver I jer af sted i de åbne jeeps. Oplev girafferne, der titter nysgerrigt over trætoppene, flodhestene, der svaler sig i vandhuller og elefanterne, der ruller sig i mudder for at beskytte sig mod heden, der så småt begynder at presse sig på. Hen ad eftermiddagen, når solen begynder at stå lavt på himlen begiver I jer igen af sted ud i bushen. I det svindende dagslys er det et helt andet liv, der leves i det vilde. Her oplever i livet, som det leves i bushen; råt og fascinerende. Når mørket lægger sig over bushen, tændes spotlightet og giver jer et unikt indblik i de nataktive dyrs lyssky aktiviteter.

Oplev essensen af Afrika på bush walk

Sæt afsted på et eventyr, hvor I får Sydafrikas fascinerende natur helt tæt på. Til et kor af dyrelyde og duften af frisk græs vil I opleve suset, når I står stille i bushen og betragter en springende antilope eller måske en løveflok, der dovner i solen, mens ungerne pjatter rundt. Her oplever I for alvor, hvor stor giraffen egentlig er og mærker hvordan jorden ryster, når elefanterne går forbi. I oplever Afrika med alle sanserne på én gang, når I udforsker denne verden af lyde og dufte, hvor hvert enkelt blad er med til at fortælle en fascinerende historie.

Eksklusive Phinda Adventures

Phinda gemmer på en verden af spændende oplevelser, som I kan tilkøbe for at få et ekstraordinært safarieventyr. Besøg fx en Zulu landsby, udforsk Maputalands skønne strande og vådområder, oplev de charmende skildpadder eller dyk ned i et undersøisk univers fyldt med delfiner, regnbuefarvede fisk og hvaler på en havsafari.

Store safarioplevelser for børn

Phinda Mountain Lodge er det perfekte sted, hvis du skal have hele familien med på safari. Børneprogrammet WILDChild sørger for, at også familiens yngste får en fantastisk oplevelse i Sydafrikas unikke natur. Uanset om de kommer på fisketure, øver sig i at tracke dyr, laver traditionelt håndværk eller måske snitter deres egen bue og pil, vil deres dage blive begivenhedsrige og fulde af sjov. Guider og rangers vil sørge for at børnene får Sydafrikas magi helt ind under huden for ikke at tale om neglene.

Her bor I

De 25 rummelige og elegante suiter indrettet i naturlige, lyse farver er smagfuldt dekoreret med natursten og bløde, indbydende møbler. Det luksuriøse badeværelse med badekar og indendørs og udendørs brus frister med selvforkælelse og afslappende stunder, og på den private træbalkon med minipool kan I slappe af mellem safariudflugterne og fryde jer over den formidable udsigt over bushens grønne vidder. Med de store Family Suites og Family Cottages er Phinda Mountain Lodge ideel, hvis du skal have hele familien med på safari, da I får en privat safaribil stillet til rådighed, så I kan få skønne oplevelser for hele familien.  

For mennesker og miljø

&Beyond arbejder tæt sammen med forskellige organisationer for at beskytte og konservere den sydafrikanske natur og dyrebestand. De arbejder under strikte regler for at sikre en bæredygtig brug af reservatet, ligesom de har startet MunYaWana Leopard Projekt i samarbejde med Panthera for at sikre bestanden af leoparder i reservatet mod krybskytteri og udryddelse. &Beyond har desuden reintroduceret geparder i reservatet, ligesom de sammen med WWF og Ezemvelo KZN-Wildlife Black Rhino Range Ezpansion Project har sikret bestanden af det truede sorte næsehorn. Al overskud fra organisationen føres tilbage i lokale projekter, der er med til at udvikle og forberede forholdene for mennesker såvel som dyr.

Priser

Fra 5.952 kr.

Priser inkluderer:

  • Valgte værelseskategori
  • 3 daglige måltider
  • Drikkevarer (kaffe, te, soft drinks og husets vin)
  • Lodgens  basis safariaktiviteter

Ikke inkluderet:

  • National Park Fee
  • Transfer til lodge
  • Drikkepenge

 

Om Phinda Mountain Lodge

  • Fabelagtig udsigt over Phinda og Ubombe bjergene.
  • Kulinariske oververraskelser.
  • 25 lækre suiter.
  • Familievenligt.