Kystbyen Coffs Harbour

En skøn ferieby langs Pacific Highway

Mellem Brisbane og Sydney og langs den berømte Pacific Highway ligger den billedskønne kystby Coffs Bay, der bestemt er et stop værd. Du vil opleve en pragtfuld ferieby med en afslappende atmosfære og skønne sandstrande, der er omgivet af en flot natur og frodige nationalparker. Og skulle det ikke være nok, så kan du og din familie besøge den adrenalinspækkede forlystelsespark, The Big Banana Fun Park – et hit for børn og barnlige sjæle.

Trænger du til afslapning efter nogle lange dage på vejene gennem New South Wales, kan du brede håndklædet ud og livet på Coffs Harbours mange strande. Jetty Beach, Park Beach og Diggers Beach er de mest populære strande, hvor du kan solbade dagen lang og tage en dukkert når det bliver for varmt. Bliver du rastløs er der også flere gode surfspots i området.

Trænger du til lidt forandring fra strandlivet, kan du gå på opdagelse i byen, hvor du finder en række gallerier, butikker og Coffs Harbour Regional Museum, der fortæller om områdets maritime historie og arv. Når sulten melder sig er der en bred vifte af restauranter, caféer og ikke mindst lokale markeder, hvor du kan nyde frisk mad og håndlavede produkter.

Inspiration

Solitary Islands Marine Park

En af Coffs Harbours mest besøgte attraktioner er Solitary Islands Marine Park. Det er et havreservat langs kysten, der er et sandt paradis til snorkling og dykning. Her kan du spotte alt fra farvestrålende fisk til majestætiske skildpadder og selv hvaler i migrationsperioden.

Dorrigo National Park

Kører du en lille time ind i landet fra Coffs Harbour, dukker Dorrigo National Park op. Her kan du snøre vandreskoene og begive dig gennem den vildt frodige regnskov, se vandfald og gå langs den spektakulære Skywalk, hvor du bliver belønnet med en fantastisk udsigt.

Kort

Vis på kort