Guide til pubber i Storbritannien

Sådan forstår du stemningen, reglerne og øltyperne

Pubber i Storbritannien er steder, hvor du hurtigt mærker en afslappet og jordnær stemning. Du bestiller ved baren, finder et bord og falder ind i et tempo, der gør det nemt at føle sig hjemme. Mange af dem har ligget der i årevis, og hver pub har sin helt egen personlighed.

Du møder alle slags mennesker. Familier på tur, vandrere med mudder på støvlerne og stamgæster, der nærmest har deres faste plads indgraveret i stolen. Nogle pubber er moderne, andre er gamle og fulde af historier, og det gør dem til oplagte stop på din rejse gennem England, Skotland, Wales eller Irland.

Hvorfor det er relevant for dig?

Pubber giver dig en nem måde at komme tæt på lokallivet. Du får god mad, lokale øl og en atmosfære, som er svær at finde andre steder. Det er et sted, hvor du kan hvile benene, få en snak med de lokale eller bare sidde og tage det hele ind.

På mange rejser er pubben der, hvor dagen lander. Uanset om det er efter en vandretur, sightseeing eller når du bare vil finde et sted, der ikke kræver reservation. Pubber er samtidig en del af Storbritanniens kulturarv, og det mærker du allerede, så snart du træder ind ad døren.

Lidt om pubkulturens historie

Fra middelalderen til i dag

Pubkulturen går flere hundrede år tilbage og startede i de tidlige alehouses, som egentlig bare var almindelige hjem hvor man solgte hjemmebryg til naboer og folk på farten. Senere kom taverns og inns til, hvor du både kunne få noget at spise, finde en seng og mødes med andre. Det blev hurtigt de steder hvor man naturligt slog sig ned efter en lang dag.

I 1700- og 1800-tallet voksede bryggerierne, og pubben blev bare en del af hverdagen i både by og landsby. Reglerne ændrede sig lidt hen ad vejen, men pubben var stadig det samme sted hvor folk kom ind, slappede af og fik talt om livet.

  • Middelalderen: Alehouses opstår som simple steder i private hjem, hvor man solgte hjemmebrygget øl
  • 1500 1700-tallet: Taverns og inns bliver centrale mødesteder og tilbyder både mad, senge og nyheder
  • 1830 – Beerhouse Act: Lempede licensregler skaber tusindvis af nye ølhuse og giver pubkulturen et stort løft.
  • 1830’erne – Gin palaces: De første overdådigt indrettede gin palaces åbner i de voksende byer.
  • 1950 1970’erne: Flat roofed pubs bygges i nye boligområder og bliver en del af hverdagens byliv.
  • 1990’erne: Gastropubber gør entré og løfter pubmaden.
  • 2010’erne: Craft beer-bølgen skaber et nyt lag i pubkulturen med eksperimenterende øl.

Typer af pubber i Storbritannien

Typer af pubber i Storbritannien

Der findes mange slags pubber, og du kan nemt møde flere typer på samme rejse. Her er et hurtigt overblik.

  • Traditional Pub: Det klassiske "lokale" værtshus, ofte med real ale (øl fra fad uden ekstra kulsyre), åben pejs og lokal atmosfære. De er ofte indrettet med tæpper, træpaneler og masser af gammeldags charme.
  • Chain/Corporate Pub: Store kæder som f.eks. Wetherspoons, der tilbyder billig øl og mad i en mere ensartet atmosfære.
  • Country pub: Du møder et lokalt samlingssted med ildsted, træpaneler og stamgæster, der kender hinanden godt. Pubben har historisk været landsbyens mødested i både hverdag og højtider. Et trygt sted at lande efter en dag på farten.
  • Craft beer pub: Du får et bredt udvalg fra små og ofte lokale bryggerier, der eksperimenterer med nye øltyper. Craft scenen tog for alvor fart i 2010’erne og har skabt et kreativt lag i pubkulturen. Et godt valg hvis du vil prøve noget ud over de klassiske ales.
  • Desi pub: Pubber der ejes og drives af nogle med indisk/pakistansk baggrund. Her serveres der klassiske pubdrikke sammen med krydret mad fra Punjab-regionen i det nordlige Indien og Pakistan.
  • Flat roofed pub: Du finder dem i forstæder og boligområder, især bygget i beton fra 1950’erne og frem. De har et enkelt udseende, men er stærkt forankret i lokalmiljøet og kan være lidt mere ”barske”.
  • Gastropub: Du får mad lavet fra bunden med fokus på kvalitet, ofte med lokale råvarer. Gastropubber voksede frem i 1990’erne og starten af 2000, og er stadig populære i dag. Et godt valg når du vil kombinere uformel pubstemning med rigtig god mad.
  • Gin Palace: Du træder ind i overdådige rum med spejle, messing og detaljer fra de første gin palaces i 1830’erne. De er kendt for stort udvalg af gin, men serverer også øl, cocktails og almindelige pubdrikke. Et godt valg når du vil opleve noget elegant og historisk anderledes.
  • Historic pub: Du træder ind i rum med lave lofter, gamle bjælker og detaljer, der ofte går flere hundrede år tilbage. Mange har overlevet brande, krige og nye tiders pubvaner. En god mulighed når du vil mærke traditionerne helt tæt på.
  • Railway Tavern/Hotel Pub: Historiske pubber tæt på banegårde eller gamle kroer, der tilbyder overnatning.
  • Social/Local Boozer: Disse er de klassiske værtshuse der ofte ligger i boligområder, hvor de lokale mødes over en real ale eller lager. Der er som regel dart og pub-quizzer. Nogle kan være lidt slidte ("shabby"), men de giver en autentisk og uformel oplevelse.
  • Sports pub: Du får store skærme, livlig stemning og fuldt hus på kampdage. Sports pubber voksede især i 1980’erne og frem med tv-sportens udvikling. Et oplagt valg når du vil opleve britisk fodboldkultur på nært hold.
  • Wet pub: Du kommer til en pub, hvor fokus er drikkevarer frem for mad, og stemningen er enkel og lokal. Wet pubs var udbredte i mange arbejderkvarterer gennem 1900 tallet. Et sted hvor du får rå, ægte pubstemning uden distraktioner.

Gode tips til dit pubbesøg

Det du skal være opmærksom på

På de fleste pubber bestiller du både mad og drikke direkte ved baren. Du finder selv et bord, og så kommer de ud med maden, når den er klar. Køkkenet lukker tit tidligere end baren, så tjek gerne tiderne, hvis du vil nå at spise. Mange pubber lukker også tidligere end du måske forventer, især uden for de større byer.

Pubber bliver hurtigt fyldt omkring spisetid og når der er sport på skærmene. Menuen kan skifte fra dag til dag, og populære retter ryger ofte først. Nogle steder kræver de også reservation, hvis I er en større gruppe.

Drikkepenge er ikke et krav, men det er almindeligt bare at runde lidt op som tak for god service. Regler for børn og hunde varierer meget. Nogle pubber er helt afslappede omkring det, mens andre har faste tidsrum eller særlige områder. Spørg bare i baren hvis du er i tvivl.

  • Bestil altid i baren også selv om du sidder og spiser
  • Tag gerne fat i personalet hvis du er i tvivl, de hjælper dig gerne
  • Kig efter dagens ret. Mange pubber har en tavle med dagens ret
  • Hold øje med køkkenets åbningstid, da det ofte lukker tidligere end baren
  • Hvis der er real ale, så prøv en halv pint først, for den kan variere meget fra pub til pub
  • Vurdér ikke pubben på udseendet. De hyggeligste steder ligger ofte i de mest anonyme bygninger
  • Undgå de travle tidspunkter omkring frokost og sport på tv, især fodboldkampe. Der er markant roligere før eller efter
  • I små landsbyer kan pubben lukke tidligere end du forventer

Typiske misforståelser

Mange tror, at pubber kun er til øl, men de fleste steder kan du også få mad, te, kaffe og noget alkoholfrit. En anden klassiker er forventningen om bordservering. På pubber går du næsten altid selv op til baren både når du spiser og drikker.

Flere bliver også overraskede over, at køkkenet lukker før baren, og at populære retter hurtigt kan være udsolgt. Og så er der ofte forskellige regler for børn og hunde fra pub til pub, så det er helt normalt bare at spørge i baren.

Øl og udtryk du møder på britiske pubber

Guide til britiske øl og hvad de egentlig betyder når du bestiller i baren

  • Best bitter er bryggeriets lidt mere fyldige version af bitter
  • Bitter er den klassiske britiske øltype. Den er ikke så bitter som navnet antyder
  • Half pint er en halv pint. Bruges også bare som a half
  • Mild er en mørkere, sødere øl med lavere alkoholprocent. Du ser den især i Midlands og Wales
  • Pint er standardstørrelsen på britiske pubber og det svarer til 0,568 liter
  • Real ale er øl, der serveres direkte fra fad uden kulsyre. Den tappes med håndpumpe og varierer fra pub til pub
  • Schooner er to tredjedele af en pint, der er blevet relativt udbredt
  • Session beer er let øl under ca. fire procent. God, hvis du vil nyde et par pints uden at blive for tung i hovedet
  • Top betyder en øl med en lille smule lemonade i. Bruges mest af de ældre britiske pub-gæster

Små pubregler og begreber der er gode at kende

  • Bar staff er personalet bag baren
  • Last orders er sidste chance for at bestille, før baren lukker for udskænkning
  • Local er din stam-pub. Going to the local betyder at gå på det faste sted
  • Lock-in er efter lukketid bag lukkede døre. Ikke almindeligt i dag og ikke lovligt
  • Publican/landlord/landlady er pubværten, som typisk kender alle der kommer jævnligt
  • Pulling pints er det, personalet gør, når de tapper real ale med håndpumpen
  • Regular er en stamgæst, ofte med fast plads og kendt af personalet
  • Round betyder, at én betaler en omgang til hele selskabet og man skiftes

Klassiske pubretter og populære snacks

  • Bangers and mash er pølser og kartoffelmos den mest klassiske pubret
  • Bar snacks er nødder, chips og småting der sikkert får dig til at bestille en pint mere
  • Ploughman’s er en kold tallerken med brød, ost, pickles og salat
  • Pub grub er klassisk, enkelt pubmad som fish and chips og pies
  • Pork scratchings er sprød svær. Salt, fedt og ekstremt britisk
  • Scotch egg er et æg i fars og rasp. Perfekt som snack
  • Sunday roast serveres udelukkende om søndagen og består af stegt kød, ovnstegte kartofler, Yorkshire puddings, stuffing og en blanding af grøntsager. Det er bestemt værd at prøve, selvom kvaliteten sviger meget.

Kort og godt

Pubber er en vigtig del af hverdagen i Storbritannien, og de giver dig en nem og autentisk måde at komme tæt på kulturen. Uanset om du besøger små landsbypubber, gastropubber eller historiske værtshuse, så er pubben et perfekt stop på din kør selv ferie gennem Storbritannien. Det er her dagen lander, og hvor du får en smagsprøve på det lokale liv på den mest uformelle måde.

Musik hos Burren Roadside Tavern, Irland