Akropolis og Parthenon i Athen

Den mægtige klippe midt i Athen

Midt i Athen rejser Akropolis sig som byens historiske midtpunkt og et must-see for enhver, der er bare den mindste interesseret i kultur. Herfra får du også den bedste udsigt over hele Athen. Når du går op ad klippen, står du, hvor athenerne stod for mere end 2.400 år siden, og du er omgivet af templer, der stadig fortæller historier om guder, filosoffer og storhedstid.

Parthenon: Et Symbol på Græsk Storhed

Midt på det solbeskinnede plateau troner Parthenon-templet, der blev opført mellem 447 og 432 f.Kr. under Perikles’ gyldne æra og dedikeret til gudinden Athena. Templet symboliserer Athens triumf efter Perserkrigene og står som et af verdens mest genkendelige bygningsværker.

Fra monumenter til panoramaudsigt

På vej op ad den hellige sti, Propylæerne, passerer du andre imponerende monumenter som det elegante Nike-tempel og Erechtheion med de berømte kvindefigurer, der bærer templets tag. På toppen belønnes du med en panoramaudsigt over hele Athen fra den antikke Agora til det pulserende byliv nedenfor. Husk gode, lukkede sko, vand og noget til hovedet, for der er kun lidt skygge, og terrænet kan være glat.

Akropolis Museum – historien bliver levende

Lige neden for klippen ligger Akropolis Museum, et moderne arkitektonisk mesterværk, der åbnede i 2009. Her kan du dykke ned i fortællingen om Akropolis gennem skulpturer, friser og interaktive udstillinger, som viser dig, hvordan livet udfoldede sig i oldtidens Athen. Fra museets øverste etage har du frit udsyn til Parthenon. Det er den perfekt afslutning på dit besøg ved et af verdens mest ikoniske steder.

 

Inspiration

Fakta om Akropolis, Parthenon og Akropolis Museum

  • Parthenon blev bygget mellem 447 og 432 f.Kr. som tempel for Athena, Athens skytsgudinde.
  • Akropolis kom på UNESCOs Verdensarvsliste i 1987.
  • I 1687 eksploderede en krudtladning i Parthenon under en belejring og ødelagde store dele af templet.
  • Akropolis Museum åbnede i 2009 og rummer fund fra Akropolis’ helligdomme og templer. Der er glasgulve, så du kan se arkæologiske udgravninger under bygningen og fra museets øverste etage er der frit udsyn direkte til Parthenon.
  • Andre højdepunkter på Akropolis er templerne Erechtheion, Athena Nike og den smukke port Propylaia.
  • Akropolis ligger centralt i Athen og er nem at nå til fods fra Plaka-kvarteret.

Tips til seværdigheder i gåafstand fra Akropolis

Når du har nydt Akropolis, kan du fortsætte oplevelsen lige rundt om hjørnet. Besøg Odeon of Herodes Atticus, et antikt teater, der stadig bruges til koncerter under åben himmel. Gå videre til Den Antikke Agora, hvor Sokrates og hans elever engang diskuterede filosofi, eller slå et smut forbi Vindens Tårn i den Romerske Agora. Har du lyst til at mærke den moderne, lokale stemning, så tag en pause i Plaka-kvarteret, der er et af Athens ældste og hyggeligste områder fyldt med caféer, små butikker og smalle gader med udsigt mod Parthenon.

Kort

Vis på kort