Interview med turismeforsker: "hvis vi bare tænker os om, så kan vi komme langt"

Synes du, det er svært at være en bæredygtig turist? Så er du ikke den eneste

Bæredygtighed, CO2-regnskab og klima er ord, der efterhånden kommer snigende over manges læber, når vi snakker om rejser. Og skriften på væggen er da også tydelig: vi skal til at tænke mere over den måde, vi rejser på. Men hvordan vi rejser mere bæredygtigt kan være lidt af en jungle. Derfor har vi spurgt turismeforsker og lektor på SDU, Bodil Blichfeldt, hvordan du som turist kan og bør forholde dig til bæredygtige rejser.

Turismeforsker Bodil Blichfeldt, SDU

er tiden for ferierejser forbi?

Der er ingen tvivl om, at grøn omstilling, bæredygtighed, klimaregnskab og CO2-aftryk alle er "nye" buzzwords - og de er kommet for at blive. Vi bliver generelt mere og mere klimabevidste i vores hverdag og som forbrugere. Efter coronaen lukkede store dele af samfundet ned, er der blevet presset på for en grøn genåbning, og politikere på hele partifladen debatterer flittigt klimatiltag, kompensationer og CO2-reduceringer.

Den grønne agenda har selvfølgelig også påvirket os, når det kommer til vores rejser. For det er ingen hemmelighed, at flyveture og jordomrejser sætter sit aftryk på både klima, lokalkultur og natur. Så i en tid med klima så højt på dagsordenen, er tiden for ferierejserne så forbi?

Svaret er "nej, det er den ikke - men vi kommer allesammen til at skulle ændre på vores ferievaner", hvis du spørger turismeforsker og lektor på SDU, Bodil Stilling Blichfeldt. 

Uanset om du hører til dem, der er begyndt at få lidt røde øre, når du tænker over den lange flyvetur på vej til din sommerferie, eller du ikke rigtig tænker over grøn omstilling endnu, så kommer du nok ikke til at stoppe med at rejse lige med det samme. Faktisk tager 71 pct. af os danskere i følge Epinion på en eller flere ferier hvert år og heraf er størstedelen i udlandet.

Og det er der en rigtig god grund til, hvis du spørger Bodil Blichfeldt

- "Jeg kan faktisk slet ikke forestille mig, at vi stopper helt med at rejse ud. Det ligger dybt i os. Helt tilbage fra de tidlige dannelsesrejser, har vi set det som en del af vores, ja, dannelse at rejse ud i verden."

Vi skal lære at leve med turisme og ikke bare af turisme
Det er heller ikke nødvendigvis løsningen bare at stoppe med at rejse. Derimod handler det i følge Bodil Blichfeldt om, at vi skal lære ikke bare at leve af, men også med turismen. At snakke bæredygtighed og rejser er langt mere end blot at kigge på CO2. Man bliver nødt til at kigge på både de sociale, økonomiske og miljømæssige aspekter af det at rejse, fortæller hun:

- "Det er selvfølgelig sandt, at jo mindre vi bevæger os, jo mindre belaster vi. Men i mødet med andre steder og kulturer, får vi en forståelse og respekt for dem. Mange steder i verden har turisme jo også en utrolig stor betydning for økonomien og den sociale udvikling. Ligesom det spiller en afgørende rolle for at den lokale kultur og natur bliver bevaret. Hvis ikke visse naturområder og kulturelle traditioner havde en turistmæssig interesse, så ville det måske blive lavet om til landbrugsjord og traditionerne forsvinde helt. Og vi belaster også kloden, selvom vi bliver hjemme."

Heldigvis viser undersøgelsen fra Epinion "Sådan rejser danskerne i 2019", at der generelt er en stor interesse blandt danskerne - 45 pct. - for at gøre vores rejser mere bæredygtige. 

Hvordan bliver du en mere bæredygtig turist?

For at være en vaskeægte bæredygtig turist, skal du faktisk tænke din rejse hele vejen rundt. Det er ikke kun din transport til feriedestinationen, men også din ageren på destinationen, og hvordan du fx gør dit hjem ferieklart. Du skal også tænke på både den sociale, økonomiske og miljømæssige bæredygtighed. Og nogle gange er en ferieaktivitet, der fx er klimamæssigt bæredygtig ikke nødvendigvis socialt eller økonomisk bæredygtig.

Hvis du som turist skal være bæredygtig hele vejen rundt, så kan det umiddelbart give dig mere sved på panden og damp ud af ørene, end middagssolen på Mallorca. 

Så hvad skal du så gøre, tænker du måske, imens du prøver at kæmpe dig igennem den ustyrlige jungle, det er at være bæredygtig forbruger og turist i. Du skal først og fremmest ikke lade dig afskrække, for det behøver ikke være så svært:

- "Generelt vil jeg sige, at det at være en bæredygtig turist gælder om at gøre sit bedste for at være bæredygtig, velvidende at man aldrig kommer helt i mål med det. Derimod bør du som turist støtte udviklingen mod at blive mere og mere bæredygtig, og hvis bare vi alle tænker os lidt om, så kan vi faktisk komme rigtig langt." 

Flere er ikke nødvendigvis bedre
Først og fremmest skal du selvfølgelig til at tænke langt mere over både flyrejser og CO2-udledning. Situationen og klimaet kræver, at vi alle kigger vores egne rejsevaner efter i sømmene. Både når det kommer til antallet af rejser og hvordan vi rejser.

Vi skal først og fremmest til at tænke i færre rejser, mener Bodil Blichfeldt:  

- "Skip dine mange små ture, som storbyturene. Skal du virkelig flyve, for at være et sted i to dage? Vi har fået råd til det over de seneste mange år, og det er derfor blevet en integreret del af vores liv. Men overvej, at flere rejser ikke nødvendigvis er bedre rejser og prioritér fx at være væk i længere tid.

Og hvis du nu rigtig gerne vil til USA, og det virkelig er en drøm, så tag den tur, men gør den længere - lad være med at rejse dertil kun for to uger, men vær der fx en måned. Så behøver du måske ikke at rejse dertil næste år også."

Generelt har vi også en tendens til at være mere hedonistiske (søge efter maksimal nydelse red.) når vi rejser, og det er en tankegang, vi skal til at gøre op med: 

- "Ferien har traditionelt været et sted, hvor vi kunne slippe af sted med at tænke lidt mindre og bare slappe af. Derfor har vi det også med at forbruge mere og tænke mindre over madspil, plasticforbrug og andre ting. Der bliver fx brugt langt mere vand på hoteller, end folk ellers gør derhjemme. Generelt gælder det derfor om at tænke sig om og tage sine gode vaner med på rejsen."

Støt de gode initiativer - de spreder sig som ringe i vandet
Du kender måske til den klassiske ordning med at hoteller opfordrer dig til at genbruge håndklæder og kun vasker dem, hvis de ligger på gulvet? Det er i følge Bodil Blichfeldt et eksempel på et initiativ, der lynhurtigt spredte sig verden rundt, da det viste sig, at turisterne var positive stemt over for projektet:

- Steder og især turistdestinationer er super gode til at efterligne hinanden. Så hvis noget er en succes og har turisternes opbakning, så bliver det lynhurtigt kopieret. Så det er bare om at støtte op om de gode initiativer. for det breder sig som ringe i vandet til andre destinationer", fortæller hun. 

Du kan derfor som turist være med til at fremme de gode tiltag. Synes du fx, at der er for meget plastic på hotellet, så spørg om du ikke kan få en rigtig tallerken frem for en plastictallerken. Så er du med til at vise, at du er interesseret i en mere bæredygtig retning.

Bidrag positivt i stedet for blot ikke at bidrage negativt
Måske er du allerede opmærksom på at nedsætte dit negative aftryk, når du rejser. Men du kan faktisk gøre mere, hvis du i stedet tænker på at bidrage positivt. 

Det kan der også komme en rigtig god oplevelse ud af og ikke mindst nogle interessante møder med de lokale ud af. Fx er der mange steder, hvor du kan melde dig til en oprydningsdag på stranden eller tage på kajakture, hvor du fisker skrald op ad vandet. Så tjek gerne, om der er initiativer, du vil og kan støtte på din feriedestination og få en sjov oplevelse og rigtig god samvittighed på samme tid.

"Vi ved godt det virker svært, men det behøver det ikke at være"

Det kan hurtigt komme til at lyde som om det kræver en masse arbejde at rejse mere bæredygtigt. Og hvis du mister pusten og måske modet en lille smule, så skal du i følge Bodil Blichfeldt ikke have dårlig samvittighed over det. For det kan være rigtig svært at navigere i, medgiver hun:

- "Hvis vi havde internationale certificeringer at gå efter så ville det jo være nemmere, men det findes desværre ikke. Så vi ved godt, det er svært at rejse bæredygtigt, og vi ved godt, at det ikke bliver ideelt lige med det samme. Men hvis man blot tænker sig om en ekstra gang, så kan vi faktisk komme rigtig langt!"

Det vigtigste er dog ikke at lade være med at forsøge!

For at hjælpe dig lidt på vej mod at blive en mere bæredygtig turist har vi sammen med Bodil og den grønne tænketank CONCITO lavet en række nemme og gode råd til, hvordan du kan blive en mere bæredygtig turist og rejse med omtanke for både klima og lokalmiljø.

Læs: Bodil Stilling Blichfeldts guide til at blive en mere bæredygtigt turist

Læs også: CONCITOs 10 nemme tips til at gøre kør-selv-ferien mere bæredygtig

Turismeforsker Bodil Stilling Blichfeldt

Bodil Blichfeldt er turismeforsker og lektor på Syddansk Universitet på Center for Turisme, Innovation og Kultur. Bodil Blichfeldt har en lang række publikationer om både branding, turisters forbrugeradfærd og bæredygtighed inden for turisme bag sig og arbejder i dag især med turister og naturoplevelser. Og så underviser hun på to internationale kandidatuddannelser i turisme, hvor de studerende både arbejder med turisme i Danmark og rundt omkring i hele verden.

Læs mere om bæredygtig turisme