Hop i de varme kilder i Reykjadalur

Nyd naturens svar på det perfekte spabad tæt på Reykjavik

Varme kilder og bade fylder en del i den islandske natur og kultur. Derfor findes der et utal af små oaser, hvor du kan marinere kroppen i varmt mineralvand. Nogle af disse kilder er nærmest indrettet som luksuriøse spabade, andre er mere primitive. Drømmer du om at opleve det helt særlige i at springe i det varme vand midt i et råt islandsk bjerglandskab, så vil du elske at besøge Reykjadalur - også kaldet Den Rygende Dal - godt 40 minutter øst fra Reykjavik.

Spring i de varme kilder øst for Reykjavik - En særlig rå oplevelse

Island er kendt for sine varme kilder og geotermiske bade. Faktisk vrimler landet med dem, og du vil helt sikkert nå at besøge et par stykker af dem på din kør-selv-ferie i Island. Så hvorfor bør du netop opleve denne her, tænker du måske? Det skal vi fortælle dig.

Mange af de varme kilder, du kan finde, er i større eller mindre grad forvandlet til pools og spa-lignende faciliteter. Det kan også være rigtig lækkert, hvis du fx gerne vil skrue lidt op for selvforkælelsen, som fx i de geotermiske bade i nord eller den berømte Blå Lagune uden for Reykjavik.

Men det er en helt særlig oplevelse at hoppe i det varme vand midt i forholdsvis uberørt bjergområde, og det har du mulighed for, hvis du besøger Reykjadalur. 

Reykjadalur betyder ”Rygende dal”, og det er en god grund til. Det geotermiske område, der ligger tæt ved byen Hveragerði og ca. 40 minutter øst for Reykjavik, er meget aktivt, og er derfor kendt for sine varme floder, boblende kilder og dampende landskab.

Det ser koldt ud, men det er det ikke

Hovedattraktionen befinder sig cirka 45 minutters gang inde imellem dalens bjerge. Her snor en flod sig som en sort slange midt i et råt islandsk klippelandskab. Det ligner umiddelbart en kold fornøjelse at hoppe i vandet – men det er det bestemt ikke. Områdets varme kilder løber nemlig ned i floden, hvilket gør vandet meget varmt.

Der er bygget en gangbro langs noget af floden og opført nogle meget primitive omklædningsfaciliteter, men ellers er det bare floden, bjergene, islandske heste og måske nogle får og selvfølgelig en skavt andre nysgerrige rejsende, som sætter scenen. 

Så hop i badetøjet, og nyd naturens svar på det perfekte spabad.

Anbefalet af Kenneth, rejsespecialist i Vejle

Af de mange oplevelser jeg har fået, må mine favoritdestinationer være Australien, New Zealand og Island. De 3 lande byder på et sammensurium af naturlige seværdigheder – alt fra høje bjerge, lange hvide sandstrande, gletsjere, aktive vulkaner, storslåede gejsere, regnskove, brusende floder til et enestående og unikt dyreliv. Det opleves bedst på en kør-selv-ferie, da man har friheden til at forfølge den ultimative rejsedrøm. Det kan være i et motorhome, på motorcykel eller i bil. Man er ikke tvunget til at tage den lige vej – men har muligheden for at tage en omvej, smutvej eller bagvej.

Kort

Vis på kort

Oplev Island - skab din egen historie