Lavaområdet Dimmuborgir

Se de usædvanlige stenformationer

Dimmuborgir, som betyder ”det sorte fort”, er et stort lavaområde med usædvanlige stenformationer i det nordlige Island. Når du går på gangstierne inde i området, kan du læse om, hvordan stedet opstod for cirka 2.300 år siden. Stedet opstod ved at lavarørene, som var i hele området, kollapsede grundet et udbrud øst for området. Hermed opstod de mærkelige stenformationer. 

Mange islændingene er dog uenige i at det var sådan området opstod – de mener at området opstod ved at juletroldene, som var overfølsomme over for lys, havde haft en stor fest. De havde festet så meget, at de helt glemte at fortrække til deres huler. Da solen så stod op om morgenen, blev troldene ramt af solens stråler og forvandlet til sten. Flere steder kan man da også se hvad der ligner stenformationer som danner troldeansigter. I det hele taget er der mange meninger om hvordan området er kommet til, og hvad området betyder. Da kristendommen kom til Island, mente man området var indgangen til helvede, og at det var her, Satan landede efter at være blevet forvist fra himlen. 

Når du går rundt i området, vil du også flere steder kunne se, at det er som om jorden er splittet i to, og at det ser ud som om der er en lille kløft. Det, du ser, er faktisk skellet mellem den Nordamerikanske og den Eurasiske plade, altså grænsen mellem de to tektoniske plader, som kan ses flere steder på Island. Du vil også komme forbi et hul i en af klipperne som er så stort at du kan stå inde i det. Hele området er blevet brugt i flere film og serier, heriblandt Game of Thrones.

Anbefalet af Christina, rejsespecialist i Lyngby

Når du går rundt i Dimmuborgir føler du næsten at du er landet på en anden planet. De små stier tager dig igennem et område som virker meget langt fra hvad vi kender i Danmark. Om vinteren når sneen er faldet, står de sorte lava formationer endnu mere i kontrast i det hvide landskab.

Kort

Vis på kort