Panathenaic Stadion

Her blev de første moderne olympiske lege afholdt i 1896

Panathenaic Stadion er et af de steder, hvor historien virkelig folder sig ud foran dig. Det ligger centralt i Athen omgivet af grønne områder og statelige bygninger, og det er svært ikke at blive imponeret af den enorme arena i hvid marmor. Her står du på et sted, der blev opført allerede i det 4. århundrede f. Kr. og senere genopbygget i marmor af den romerske senator Herodes Atticus. Det var også her, de første moderne olympiske lege i 1896 fandt sted, så du får et helt særligt blik ind i både oldtiden og nyere sportshistorie.

Det er fascinerende at gå op ad de stejle tribuner, mærke solens varme mod marmoret og kigge ud over stadionet, der engang kunne rumme op mod 50.000 tilskuere. Det er et let stop at kombinere med andre oplevelser i Athen, uanset om du rejser rundt på egen hånd eller har Athen som et stop på en længere kør-selv-ferie i Grækenland.

Fakta om Panathenaic Stadion

  • Beliggenhed: Centralt i Athen nær Nationalhaven og én kilometer
    fra den ukendte soldats grav på Syntagma-pladsen
  • Opført: Omkring 330 f.Kr.
  • Historie: Genopbygget i marmor i 144 e.Kr.
  • Kendt for: Første moderne OL i 1896
  • Størrelse: Oprindeligt plads til cirka 50.000 tilskuere
  • Bedste tidspunkt på dagen: Tidlig morgen eller sen eftermiddag
  • Et godt tip: Gå helt til toppen for den bedste udsigt

Inspiration

Tips til seværdigheder i gåafstand fra Panathenaic Stadion

Når du har udforsket Panathenaic Stadion, kan du gå videre gennem Nationalhaven og nyde roen under de høje træer. Du kan også fortsætte mod Zappeion, hvor der ofte er små udstillinger eller kulturarrangementer. Lidt længere mod nord, kan du overvære vagtskiftet ved den ukendte soldats grav på Syntagma-pladsen. Fra Panathenaic Stadion er der også kun en kort gåtur til det gamle Olympiske Zeus-tempel og det livlige Plaka-kvarter med caféer, små butikker og masser af atmosfære. Det er et område, hvor du let kan fortsætte dagen med både kultur og afslapning.

Kort

Vis på kort