Tag på vandretur mellem klipper, skov og naturlige pools
Stien følger det klare vand gennem en smal kløft, hvor gamle stenbroer dukker op mellem granitklipper og fyrretræer. I Spelunca-kløften får du en af Korsikas mest populære vandreture med både naturoplevelser, kulturhistorie og flotte udsigter undervejs. På en kør-selv-ferie er det en oplagt afstikker mellem bjergene og vestkysten.
Spelunca-kløften ligger mellem landsbyerne Ota og Evisa på Korsikas vestkyst. Du kan følge den gamle muldyrsti gennem kløften, bade i de naturlige ferskvandspools og opleve flere smukke stenbroer langs ruten. Du kan finde vandreruter, uanset om du er en erfaren vandrer eller rejser med familien. Hele ruten tager 2½-3 timer, mens familieturen tager 1-1½ time. Undervejs får du udsigt til de stejle klippesider, små vandløb og de karakteristiske granitformationer, som området er kendt for.
Historiske stenbroer og gamle stier
Spelunca-kløften har i århundreder været forbindelsen mellem bjerglandsbyerne og kysten. De karakteristiske broer stammer fra perioden, hvor Korsika var under genovesisk kontrol mellem 1200 og 1700-tallet. Broerne Pont de Pianella og Pont de Zaglia er nogle af kløftens mest kendte seværdigheder og bruges stadig af vandrere i dag.
Derfor bør du opleve Spelunca-kløften
- Smuk vandrerute mellem Ota og Evisa
- Historiske genovesiske broer
- Naturlige pools med klart ferskvand
Inspiration
Fakta om Spelunca-kløften
- Beliggenhed: Mellem Ota og Evisa på Korsikas vestkyst
- Kendt for: Genovesiske broer og vandrestier
- Aktiviteter: Vandring, badning og naturoplevelser
- Bedste tidspunkt: Forår og efterår med behagelige temperaturer
- Godt tip: Start tidligt i sommermånederne
Tips til oplevelser nær Spelunca-kløften
- Porto: Hyggelig kystby med havn, restauranter og adgang til bådture langs vestkysten.
- Calanques de Piana: Røde granitklipper og imponerende udsigter langs en af Korsikas smukkeste veje.
- Aïtone-skoven: Skovområde med naturlige pools, gamle fyrretræer og vandfald nær Evisa.