Oslo - top-10-seværdigheder

Oslo fornyer sig konstant

Der sker hele tiden noget nyt i Oslo. Det vil du hurtigt opdage, hvis du besøger den norske hovedstad på din kør-selv-ferie. Operahuset er det nyeste arkitektoniske perle, der allerede har gjort sig bemærket langt ud over Norges grænser. Smarte nye kvarterer i stål og glas skyder op overalt i slående kontrast til fx Grünerløkka-bydelen. Det er Oslos svar på Greenwich Village med sjove farverige facader, små specialbutikker, festlige værtshuse og hyggelige cafeer, hvor du kan nyde en caffe latte.

Har du ikke tidligere været i Oslo, er der flere store seværdigheder du bør se. Der er fx Kon-Tiki-museet, Vigelandsparken, Holmenkollen og den populære strøggade, Karl Johans Gate, med et farverigt liv. Har du lidt tid til overs, så prøv at bevæge dig ud i de forskellige bydele i Oslo, og tag en tur op til den nyrenoverede restaurant Ekeberg, hvorfra du har en fabelagtig udsigt over Oslo.

Her får du vores Top-10-seværdigheder, som du bør opleve i farverige Oslo.

Vores top-10

Top-10-seværdigheder på din byvandring i Oslo

Den allerbedste måde at opleve den norske hovedstad på er slet og ret ved at slentre gennem dens fascinerende gader, forbi de ikoniske kulturmonumenter og opleve de betagende bygningsværker. Her har vi udvalgt vores 10 absolutte favorit-fikspunkter på en byvandring i Oslo.

1. Vigelandsparken – skulpturer der overrasker
Den enestående park danner rammen om den frimodige billedhugger Gustav Vigelands livsværk med omkring 200 skulpturer. Mest kendt er ’Sinnataggen’, den lille stampende dreng. Han har et herligt arrigt udtryk, og virker nærmest helt levende. Du kan også besøge Vigelandmuseet, hvor du kan komme endnu tættere på billedhuggeren.

Giv dig tid til parken, for du får konstant øje på nye detaljer. Parken er åben alle døgnets 24 timer, men museet holder lukket om mandagen.

2. Akershus Slot og Fæstning
Fæstningen er et imponerende syn, hvis du rejser til Oslo med færgen og lægger til om aftenen. Det tidligere forsvarsanlæg bruges i dag til bl.a. statsbesøg. Du kan komme på rundvisning i dagtimerne, eller hvad med at tage på en nervepirrende spøgelsesvandring, hvor du kommer gennem skumle mørke gader og får fortalt skræmmende historier, så de uhyggelige skygger langs murene vækkes til live?

3. Det Kongelige Slot
For enden af Karl Johans Gate ligger Det Kongelige Slot, hvor du kan komme på rundvisning, hvis du rejser til Oslo i sommermånederne. Slotspladsen er stor og bruges til store parader. Ved det daglige vagtskifte, kan du få en smagsprøve på, hvordan det ser ud.

4. Holmenkollen - det bedste udsigtspunkt i Oslo
Holmenkollen er intet mindre end Oslos bedste udsigtspunkt. Du kan nemt komme herud med tunnelbanen, og har du friske ben, og lider du ikke af højdeskræk, kan du komme helt op i tårnet. Her kan du velfortjent nyde den forrygende flotte udsigt, som ellers kun er skihopperne forundt.

På museet kan du lære alt om ski og skiudstyrets historie gennem 4.000 år. Vil du prøve, hvordan det er at stå på toppen og suse ned af Holmenkollen, så skal du en tur i skisimulatoren.

5. Munchmuseet – store som små værker
Den berømte maler Edvard Munch testamenterede sin enorme samling af egne værker til Oslo kommune, bl.a. maleriet ’Skriget’, som blev stjålet fra museet i 2004, men heldigvis kom tilbage i 2006. På Munchmuseet kan du se udstillinger fra selv den mindste blyantstreg til de større værker af den norske ekspressionist. Munchmuseet er et sikkert kunsthit, når du besøger Oslo.

6. Bygdøy – museer om store norske bedrifter
Du må ikke snyde dig for en udflugt til halvøen Bygdøy. Naturen er skøn, men det er det autentiske og super hyggelige frilandsmuseum, du skal besøge. Desuden ligger her det norske søfartsmuseum, der bl.a. giver indsigt i polarekspeditionerne samt Thor Heyerdahls Kon-Tiki-museum. Museerne fortæller om store norske bedrifter, der for alvor var med til at sætte Norge på verdenskortet.

7. Grünerløkka – skæve facader der betager
Det er et helt anderledes billede du får af Oslo, hvis du slentrer lidt rundt i den unge bydel, Grünerløkka. Facaderne bliver der gjort meget ud af, måske forbi der hvert år bliver uddelt priser til de flotteste. Grünerløkka er området, hvor du finder de små butikker med alt fra sjove små nipsgenstande til spændende kunst, og nyd en frokost på en af de små caféer, mens du finder næste seværdighed i guidebogen.

8. Operahuset i Oslo
I 2008 fik Oslo et nyt varetegn - Operahuset. Byggeriet har vundet internationale priser og hæder, og besøgende valfarter dertil. Operahuset ligger nede ved vandet i Bjørvika og er perfekt som udflugtsmål, på din vej rundt i Norges hovedstad.

9. Oslos rådhus
Oslo byder hvert år nogle af verdens mest prominente navne velkommen i forbindelse med uddelingen af Nobels Fredspris. Den årligt tilbagevendende begivenhed foregår i Oslos rådhus, der er Norges monumentale symbol på selvstændighed, udsmykket af Norges største kunstnere.

Selve rådhuset ligner måske mest af alt en kedelig fabriksbygning, men indenfor er det en helt anden historie. Det kan du ved selvsyn opleve på en guidet rundtur. Du kender helt sikkert til navne som Dalai Lama, Nelson Mandela, Mother Teresa og Martin Luther King. Det er bare fire ud af næsten 120 vindere af fredsprisen. Du kan møde dem alle i Nobels Fredscenter, ikke langt fra rådhuset. Det er et levende museum med den nyeste teknologi og skiftende udstillinger.

10. Tusenfryd – sommerland for hele familien
Oslo har skam også noget for dig, der rejser med børn. Sommerlandet Tusenfryd ligger kun en halv times kørsel fra Oslos centrum. Her finder du alt fra de drabeligste rutsjebaner til de mere rolige forlystelser, hvor alle kan være med. Tusenfryd er et sikkert hit hos børnene, og mon ikke du selv kan lokkes til at prøve nogle af forlystelserne?

Kort

Vis på kort

Oplev Norge - Skab din egen historie