Vandring til Kjerag

En fabelagtig udsigt der belønner hvert eneste skridt mod Kjeragbolten

Lysefjorden folder sig ud under dig, mens du følger stien mod den rå fjeldvæg Kjerag, der er et af Ryfylkes højdepunkter i det sydvestlige Norge. Du mærker hurtigt, hvorfor mange rejser hertil. Det er stilheden, højden og den helt særlige kontrast mellem grå klipper og dybblå fjord. Undervejs møder du både stejle klippestykker og åbne plateauer, der gør turen utrolig varieret, og hele oplevelsen kulminerer ved Kjeragbolten, den berømte sten, der er klemt fast næsten 1.000 meter over Lysefjorden.

Vandreturen tager mindst 5-6 timer

Vandreturen er cirka 11 kilometer lang og stiger omkring 800 højdemeter, så du skal være i rimelig god form, og være forberedt på både sol og regn. På vandreturen til Kjerag får du de vildeste udsigter over Lysefjorden, du kan få et billede med dig selv på Kjeragbolten og møde basejumpere, der bruger fjeldet som deres legeplads.

Du skal regne med mindst 5-6 timer til vandreturen, have gode vandrestøvler og fornuftigt tøj, da vejrforholdene er uforudsigelige i fjeldene. Husk endelig også vand og snacks til turen.

Selve vandreturen er hovedoplevelsen, men kommer du med færgen til Lysebotn, får du en ekstra oplevelse. Herfra kan du køre op ad Lysevegen, som er en spektakulær strækning med 27 hårnålesving, der snor sig flere hundrede meter op til Øygardstølen, hvor der er en parkeringsplads og servicebygning for vandreturen til Kjerag.

Turen passer i det hele taget perfekt til en kør-selv-ferie i Fjordnorge, fordi du let kan kombinere Kjerag med andre naturoplevelser i området som fx Preikestolen.

Derfor bør du opleve Kjerag

  • Spektakulær udsigt over Lysefjorden
  • Kjeragbolten giver en fotomulighed, der er svær at overgå
  • Lysvegen med de 27 hårnålesving, giver en ekstra oplevelse

Inspiration

Fakta om Kjerag

Kjerag ligger på sydsiden af Lysefjorden og rager 1.110 meter op. Området har i årtier været et mål for klatrere, og i 1980 lykkedes den første registrerede bestigning af den stejle Kjeragvæg. I 2025 var det 100-året for det allerførste kendte fotografi af Kjeragbolten, der banede vejen for stenens og områdets berømmelse.

• Beliggenhed: Tæt på Lysebotn og cirka 2½ times kørsel fra Stavanger • Højde: 1.110 meter • Historie: Første registrerede bestigning af Kjeragvæggen i 1980 og i 2025 blev det første kendte foto taget af Kjeragbolten. • Kendt for: Kjeragbolten, stejle fjeldvægge og basejumpere • Bedste tidspunkt: Juni–september for de mest stabile vejrforhold • Et godt tip: Start tidligt for at undgå trængsel ved Kjeragbolten

Tips til seværdigheder i nærheden af Kjerag

  • Preikestolen: En af Norges mest berømte klippeformationer med bred udsigt over Lysefjorden
  • Lysebotn: Den lille fjordby i bunden af Lysefjorden, der er et perfekt stop før eller efter vandringen
  • Flørli 4444: Gå verdens længste trappe i træ med 4.444 trin op ad bjerget og en spændende historie om vandkraft
  • Lysefjorden: Sejltur eller udsigtspunkter langs fjorden giver et nyt syn på området.

Kort

Vis på kort