Vejafgifter og kørsel i Østrig

Dette bør du være opmærksom på, når du kører i egen bil i Østrig

Østrig er et fantastisk land til kør-selv-ferie. Her venter snoede alpeveje, hyggelige bjerglandsbyer, smukke søer og nogle af Europas mest spektakulære bjerglandskaber og dale. Samtidig er Østrig et vigtigt transitland for mange danskere på vej mod Italien, Slovenien eller Kroatien.

Inden du sætter kursen mod Østrig og Alperne, er der dog nogle særlige regler og omkostninger, som er værd at kende. I modsætning til Tyskland er der nemlig både vignetpligt, særlige vejafgifter samt flere tunneler og motorvejsstrækninger, hvor der opkræves ekstra betaling.

Vignet er obligatorisk på motorvejene

Hvis du kører på motorveje eller motortrafikveje i Østrig, skal din bil som udgangspunkt have en gyldig vignet. Vignetten findes både som fysisk mærkat til forruden og som digital vignet knyttet til nummerpladen. For de fleste danske turister vil en 10-dages eller 2-måneders vignet være tilstrækkelig, afhængigt af rejsens varighed. Vær opmærksom på, at manglende vignet kan resultere i betydelige bøder.

Godt at vide om vignetter

  • Vignetten kan købes online hos FDM inden afrejse
  • Den kan også købes ved grænsen og på mange tankstationer
  • Der findes både digitale og fysiske vignetter
  • Vignetpligten gælder på stort set alle motorveje og motortrafikveje

 

Bestil østrigsk vignette på fdm.dk

 

Særlige vejafgifter på broer og tunneler

Mange bliver overraskede over, at en gyldig vignet ikke altid er nok. På flere af Østrigs vigtigste alpeovergange, tunneler og motorvejsstrækninger opkræves der en ekstra vejafgift, kaldet strækningsafgift. Det skyldes de høje omkostninger ved drift og vedligeholdelse af tunneler og store broanlæg. Det betyder, at du på udvalgte strækninger både skal have vignet og betale en ekstra afgift.

Skal du på kør selv ferie i Alperne eller videre mod Italien, Slovenien eller Kroatien, er der stor sandsynlighed for, at du møder en eller flere af disse betalingsstrækninger:

  • Brennermotorvejen (A13)
  • Karawankentunnelen mod Slovenien
  • Tauern- og Katschbergtunnelen (A10)
  • Gleinalmtunnelen (A9)
  • Bosrucktunnelen (A9)
  • Arlbergtunnelen (S16)


På de fleste strækninger kan betalingen ske ved betalingsanlæg eller købes digitalt hjemmefra hos østrigske Asfinag.

Spektakulære bjergveje med særskilt betaling

Ud over motorvejene findes der en række berømte panoramaveje og bjergpas, hvor der opkræves særskilt betaling. Den mest kendte er Grossglockner Hochalpenstrasse, som regnes for en af Europas smukkeste bjergveje. Hertil kommer blandt andet Gerlos Alpenstrasse og flere andre populære alperuter. Disse veje er ofte attraktioner i sig selv og bruges af mange rejsende som en del af ferieoplevelsen.

Elbil i Østrig

Østrig er blandt de bedste lande i Europa at opleve i elbil. Landet har et veludbygget netværk af ladestandere, især langs motorvejene og omkring de større turistområder. Mange hoteller tilbyder desuden opladning til gæster, og det bliver stadig nemmere at kombinere alpeferie og elbil. Ved overnatning og opladning på hoteller er altid en god idé at ringe i forvejen og høre om det er nødvendigt at reserver en plads til opladning.

De største ladenetværk omfatter blandt andet: Ionity / Smatrics / EnBW / Tesla Supercharger / Shell Recharge. Det anbefales at have relevante ladeapps og eventuelle ladekort klar inden afrejse.

Kørsel i bjergene

Kørsel i Østrig adskiller sig på flere punkter fra kørsel i Danmark. Vejene er generelt i god stand, men du vil ofte møde stejle stigninger, lange nedkørsler og skarpe sving, især i alpeområderne. Ved længere nedkørsler er det en fordel at bruge motorbremsen aktivt for at skåne bilens bremser. Vær også opmærksom på skiftende vejrforhold i bjergene, hvor tåge, kraftig regn eller sne kan forekomme selv uden for vintersæsonen.

Ferietrafik og sommerkøer

Østrig er et af Europas største transitlande i sommerferien. Millioner af bilister passerer gennem landet på vej til Adriaterhavet, Italien og Balkan. Derfor kan der opstå lange køer omkring især:

  • Brennerpasset
  • Tauernmotorvejen
  • Salzburgområdet
  • Innsbruck
  • Grænseovergangene mod Tyskland og Slovenien


Lørdage i juli og august er ofte de mest trafikerede dage. Hvis du har mulighed for det, kan det være en fordel at planlægge køreturen uden for de mest populære skiftedage.

Vejarbejder og tunnellukninger

På grund af det krævende bjergterræn gennemfører de østrigske myndigheder løbende vedligeholdelse af tunneler, broer og motorveje. Derfor kan du især i forår og sommer opleve vejarbejder, midlertidige hastighedsbegrænsninger og periodiske tunnellukninger.

Hvis din rute går gennem Alperne, er det en god idé at undersøge aktuelle trafikforhold inden afrejse.

Gode råd inden afrejse

Mange danske bilister bliver overraskede over, hvor mange forskellige afgifter der kan være forbundet med kørsel gennem Østrig. Derfor er det en god idé at undersøge ruten hjemmefra og afklare, om du skal bruge både vignet og ekstra betaling for bestemte tunneler eller motorvejsstrækninger.

Yderligere information om kørsel i Østrig på fdm.dk

fdm.dk kan du læse mere om færdselsregler og miljøzoner i Østrig.

Oplev Østrig

Kør-selv-ferie i Østrig

Se vores anbefalede turforslag