Mundomar Marin Park

tag på tur til en dyrepark

Omkring 40 kilometers kørsel nord for Alicante ligger den 60.000 kvadratmeter store dyrepark. Her gør de meget ud af, at dyrene skal have det godt, og det kan man se både på dyrene og de lækre omgivelser. I Mundomar Marin Park er der flere shows, hvor du oplever nogle af parkens fascinerende dyr folde sig ud. Papegøjer, søløver og delfiner giver alle et forrygende show, der viser, hvor intelligente og sjove disse dyr egentlig er.

Du kan også opleve mange af Mundomar Marin Parks dyr blive fodret, og i de store bassiner kan du helt tørskoet komme med under overfladen og se søløverne og delfinerne, når de er under vand. Parken er indrettet med frodige planter, brusende vandfald og overraskende grotter, som du kan gå på opdagelse i. Parken er gennemført, og der er mange timers underholdning for hele familien. Det er hovedsageligt de vandglade dyr som delfiner, pingviner og skildpadder du finder i Mundomar Marin Park, men der er også masser af eksotiske fugle, sjove lemurer og små aber. Mundomar Marin Park har derudover også flere restauranter og snackbarer, som indbyder til en pause imellem alle oplevelserne.

Kort

Vis på kort