Eastern State Penitentiary i Philadelphia

Gå i fangernes fodspor i det berygtede fængsel

Da forfatteren Charles Dickens besøgte Eastern State Penitentiary, et af verdens første isolationsfængsler, i 1842 skrev han, at her blev fanger så godt som begravet levende. Fængslet, der ligger lige i udkanten af Philadelphias City Center, var allerede på den tid både berømt og berygtet. I dag er det et hårsrejsende møde med legendariske forbrydere som Al Capone og de mange sørgelige skæbner, der endte sine dage i de klaustrofobiske celler. Tør du følge dem ind på fængselsgangene? 

Inspiration

Fascinerende indblik i en dunkel verden

"Prøv at forestille dig, at du går gennem portene her til to års isolation. To år med blot en times luft om dagen og ingen kontakt med andre mennesker. Du får en pose over hovedet, når du føres ind til din celle, så du ikke ved, hvor du befinder dig", siger guiden. Sådan var virkeligheden for den første indsatte, Charles Williams, der d. 25 oktober 1829 blev ført gennem portene i det faretruende gotisk-lignende fængsel for at aftjene to år for tyveri. 

Og så er scenen sat for en tur rundt i de forfaldne gange i dét, der var det dyreste og mest moderne fængsel i USA, da det stod færdigt i 1829, men som i sit 142 års virke blev et af de mest berygtede. 

Fra human idé til menneskeligt mareridt

Det dunkle lys på en regnfulde eftermiddag forstærker følelsen af forfald og fortvivlelse, der stadig hjemsøger fængselsgangene. Mange af cellerne står i ruiner, hvilket kan gøre det svært at få en klar fornemmelse af fortiden. Men skrækhistorier om bestialske mordere, kreative fangeflugter og ikke mindst kvinder og børn, der aftjente hårde straffe og blev strippet for menneskelighed, bliver fortalt levende af de dygtige guider eller audioguiden. 

Idéen bag Eastern State Penitentiary, der bl.a. blev udtænkt af selveste Benjamin Franklin, var dog ganske human. Kriminelle skulle ikke blot afstraffes, men reformeres. I isolationen skulle fangerne få tid til at angre deres synder, dyrke biblen og blive bedre mennesker. Et projekt, der på mange måder endte med at mislykkedes.

Besøger du Eastern State Penitentiary kan du gå i fodsporene på disse fanger og høre de fascinerende og forfærdelige historie om Philadelphias mest berygtede institution.


"Over the head and face of every prisoner who comes into this melancholy house, a black hood is drawn; and in this dark shroud (...) he is led to the cell from which he never again comes forth, until his whole term of imprisonment has expired... He is a man buried alive; to be dug out in the slow round of years….

- Charles Dickens, 1842


 

Kort

Vis på kort

Oplev Philadelphia - Skab din egen historie