Den gamle uldby Newtown

En gammel uldby

Newtown er den største by i det store tyndtbefolkede midtwalisiske county Powys, og det var også her i denne traditionelle markedsby at en stor del af den walisiske uldindustri var koncentreret.

Newtowns historie går tilbage til det 12-århundrede, hvor den normanniske Roger Mortimer etablerede byen, så betegnelsen Newtown har efterhånden et par år på bagen. Byen ligger smukt omgivet af et smukt landskab med bølgende bakker, og det var her den oprindelige uldindustri blev startet som en hjemmeindustri udført i hånden, men den teknologisk udvikling ændrede industrien til en lokalisering i større fabrikker i byerne – og her blev Newtown en central faktor.

Anlægget af Montgomery Canal fra Newtown til Llangollen Canal og herfra til Liverpool er et tydeligt tegn på den stærke industri, der dog blev udkonkurreret af væverierne i Lancashire og Yorkshire, og i 1912 fik den dødsstødet ved en omfattende brand i byens sidste store væveri Cambrian Mills.

Inspiration

En smuk historisk bymidte domineret af et tårn i en tidligere bankbygning

Bymidten i Newtown er centreret om gaderne High Street og Brad Street, og her ligger en rig variation af historiske bygninger som den renoverede victorianske markedshall og ikke mindst den markante bygning i røde mursten med tårnet, hvor byens bank tidligere lå centralt og markant i byen.

På Broad Street finder du et mindesmærke og museum for en af byens kendteste indbyggere Robert Owen, der var en af 1800-tallets mest kendte filantroper, der stod bag sociale og sundhedsmæssige reformer på sine egne industrivirksomheder.

I kan passende afslutte besøget i Newtown med at runde St. Mary’s Church – eller rettere ruinerne af – der blev bygget i 1200-tallet og var byens kirke indtil 1847. Kirken blev ofte oversvømmet af vandet fra den nærliggende Severn, og en ny kirke blev bygget på en højere placering, men den gamle kirke står nu idyllisk som en ruin om minder og sin gamle historie.

Kort

Vis på kort