St. David's - Wales mindste by

En by opkaldt efter sin skytshelgen

St David’s er med sine godt 1.800 beboere den mindste by i Storbritannien, men det er også oprindelig en status byen fik i det 12. århundrede, hvor byen havde en helt anden betydning end i dag. St David’s mistede da også sin by-status i 1886, men den blev genindført af dronning Elizabeth II i 1994.

I Wales er kriteriet for en by-status at byen har en domkirke, og det har St David’s – og en stor en af slagsen for så lille en by. Byen er opkaldt efter David, der blev født i 500-tallet, og som efter en religiøs opvækst blev ordineret til præst og som sådan fungerede ikke kun i Wales men også i England og så langt væk som Jerusalem. Davis grundlagde år 550 byens katedral St Davids Cathedral, og det er også her han er begravet. Byen hjemsøgtes efterfølgende ikke kun af hærgende vikinger, men blev de kommende århundreder et pilgrimssted, da Paven i det 12. århundrede udnævnte David til skytshelgen for Wales. Det var samtidig med at normannerne udvidede katedralen til den størrelse, som den har i dag.

Når du er i St David’s skal du også besøge de gotiske ruiner af biskoppens palads. De ligger på den anden side af River Alun, der løber gennem byen, og den smukke placering af de dramatiske ruiner er et godt bagtæppe for byens udendørs teaterforestillinger om sommeren.

St David’s ligger smukt og tæt på Pembroleshires kyst, så byen er et godt udgangspunkt for videre oplevelser her.

Inspiration

Kort

Vis på kort