Seal Bay på Kangaroo Island

Havets ultimative livsnydere

De lidt uformelige, kluntede kroppe ligger i små klynger på stranden ved Seal Bay. De ruller lidt rundt, daser i solen og nusser hinanden, bjæffer en gang imellem - og lige som man tror, de ikke kan andet end at ligge dér og nyde livet, rejser de sig op og fiser i vandet med en imponerende fart og elegance. De er ret herlige sådan nogle søløver. Og ved Seal Bay, der er den tredjestørste søløvekoloni i Australien med godt 800 beboere, kan du se dem i massevis. Kangaroo Island, Australiens Galapagos, vrimler med store dyreoplevelser, og går din kør-selv-ferie eller rundrejse til South Australia, så er Seal Bay bestemt et stop værd.

Inspiration

En nuttet naturoplevelse

Som alle steder på Kangaroo Island venter der en naturoplevelse i særklasse ved Seal Bay, men få steder på øen finder du en, der er lige så charmerende. Den uberørte bugt er spillevende og fuld af sjove oplevelser, der går lige i hjertet. Her er unger, der nærmest springer rundt og leger, babysøløver, der bliver ammet og hanner, der kæmper om herredømmet. Der er bjæffen og gøen og søløver, der synes at grusstien, du går på, præcis nu skal bruges til  en god gang rygmassage. Hele familien kommer med garanti til at forlade Seal Bay med et "nårhhhh" og et stort smil på læben.  

En truet dyreart

Man tror måske, at de findes i massevis, når du ser dem ligge i klynger i Seal Bay, men faktisk findes der blot 12.000 australske søløver tilbage i hele verden. 85 pct. af dem holder til i South Australia, og de øvrige findes i Western Australia. Den australske søløve blev næsten udryddet i 1800-tallet, så det er intet mindre end fantastisk at have en fungerende koloni som den i Seal Bay. Derfor gør områdets beboere meget ud af at beskytte søløverne og deres naturlige habitat samt at informere turister om dette fantastisk nuttede dyr.

kort

Vis på kort

Oplev Australien - skab din egen historie