Byen Kelowna

En solrig by omgivet af vinmarker og golfbaner

Kelowna – aaaah! I det sydlige British Columbia finder du denne charmerende perle af en by, omgivet af Okanagan-søen, vinmarker, frugtplantager og udsigt til de bløde, grønne bakker, som markerer overgangen til Rocky Mountains. Klimaet hører til noget af det varmere i Canada og med over 2.000 solskinstimer om året, kommer du helt naturligt i den helt rigtige feriestemning. Der er utallige udendørsaktiviteter, uanset om du er til aktiv ferie i form af vandring, mountainbiking, ridning, golf, sejlads, eller måske har du blot har en enkelt overnatning, hvor du foretrækker at slappe af og slikke sol.

Inspiration

Vinmarker så langt øjet rækker

Kelowna er fødestedet for vinfremstilling i British Columbia. I dag ligger mere end 40 vingårde inden for 20 minutters kørsel. Flere af vingårdene er åbne for besøgende, hvor du kan smage på deres mange, gode vine. Hvis du virkelig går op i vin, hvorfor så ikke tage på en vintur med lokal guide, hvor du får historien om Kelownas vineventyr, besøger flere vingårde, møder vinproducenter og får en masse insider-tips. Da du ikke selv kører, kan du også smage på flere forskellige vine – det er da win-win.

Golfentusiasternes paradis

Kelowna er også kendt for sine mange fremragende golfbaner. Der er omkring 20 golfbaner, du kan vælge mellem i forskellig sværhedsgrad. Fælles for dem alle er, at de ligger i maleriske, smukke omgivelser.


" Tip: Har du god tid, så kør en tur til Myra Canyon, hvor du kan leje cykler og køre ad den nedlagte Kettle Valleys jernbanespor – over flotte broer langs kløftens kanter eller gennem et par tunneller. "

- Mette J, rejsespecialist i Lyngby


Kort

Vis på kort

Oplev det vestlige Canada - Skab din egen historie