Gros Morne National Park

Spektakulære fjorde, kløfter og vandfald med UNESCO-status

Langs Newfoundlands vestkyst møder du et af de steder, hvor naturen virkelig overrasker dig. I Gros Morne National Park står du pludselig i en gletsjerdal, hvor klipperne rejser sig stejlt omkring dig, og havet har arbejdet sig ind gennem landskabet i millioner af år. Her er alting bare mere råt, mere stille og mere intenst. Du forstår hurtigt, hvorfor mange kalder den en af Canadas største naturoplevelser, især når du står midt i de ikoniske Tablelands, hvor Jordens kappe ligger blottet i et mærkeligt gyldent landskab.

På et roadtrip gennem Gros Morne National Park er der gode chancer for at møde elge langs vejene og udsigtspunkterne stopper du automatisk ved, for at tage et hav af billeder. Du kan finde vandreruter i alle sværhedsgrader og tage på bådture ind i Western Brook Pond og se vandfald, der falder flere hundrede meter ned fra klipperne. 

Historien er skrevet i naturen

Gros Morne National Park er UNESCO verdensarv fordi den viser nogle af verdens bedste eksempler på pladetektonik og kontinentaldrift. Her blev dybhavsgrund og dele af Jordens kappe presset op til overfladen for omkring en halv milliard år siden. Du ser det tydeligst i Tablelands, men også i de spektakulære fjorde, kløfter og gamle gletsjeraflejringer, der fortæller historien om både istider og jordskælv.

Derfor bør du opleve Gros Morne National Park

  • Tablelands: Gå på Jordens kappe og oplev det golde, orange landskab med en guide eller på egen hånd.
  • Western Brook Pond: En vanvittig smuk fjord, du kan opleve på en bådtur.
     

Sådan kommer du til Gros Morne National Park

For at komme til Gros Morne National Park kan du flyve til Deer Lake Regioinal Airport, hvorfra der er cirka 70 kilometer til parken. En anden mulighed er færgen fra North Sydney i Nova Scotia til Port aux Basques, der tager cirka 6 timer.

Inspiration

Fakta om Gros Morne National Park

  • Beliggenhed: Newfoundland og Labrador på Canadas vestkyst.
  • Årstal: Nationalparken fik UNESCO status i 1987.
  • Størrelse: Cirka 1.805 km².
  • Kendt for: Tablelands, Western Brook Pond og det rige dyreliv. • Aktiviteter: Vandring, bådture og spotte dyreliv.
  • Bedste tidspunkt: Slut maj til midt oktober for det mest stabile vejr.
  • Et godt tip: Bådturene i Western Brook Pond er populære, så kom tidligt for færre mennesker. Husk på der er en  let vandretur på cirka 45 minutter til bådene.

Tips til seværdigheder i Gros Morne National Park

  • Trout River: Lille kystby med adgang til Tablelands og smukke udsigtspunkter over kystlinjen.
  • Woody Point: En lille historisk by midt i nationalparken med caféer, en smuk udsigt til fjeldene og et lille, fotogent fyrtårn.
  • Cow Head: Kendt for en af Newfoundlands bedste strande og lette vandreruter langs kysten.
  • Lobster Cove Head Lighthouse: Et historisk fyrtårn med et lille museum, korte vandrestier i området og gode muligheder for at spotte hvaler.

Kort

Vis på kort