Bjørne, hvaler og Vancouver Island
9 dage Fra 38.995 kr.
I det sydvestlige Yukon møder du et landskab, der føles råt og enormt, når du kører gennem Kluane National Park and Reserve på dit roadtrip. Her rejser bjergene sig mod himlen og pludselig står du med udsigt til Mount Logan, der med sine 5.959 meter, er Canadas højeste bjerg. Og så er der de enorme gletsjere, der nærmest synes at bevæge sig lige foran dig og endelig resten af parken, der består af skov og tundra. Midt i den storslåede natur lever et rigt dyreliv med blandt andet grizzly- og sortbjørne, ulve, elge, bjerggeder, hjorte, rensdyr, jærve og et væld af forskellige fuglearter.
Kluane National Park and Reserve er perfekt, hvis du vil kombinere dit roadtrip med korte eller lange vandreture, rafting, udsigtspunkter og måske endda en flyvetur over gletsjerne. Det kan være svært at komme frem til vandreruterne, hvis ikke du har en bil, da offentlig transport er ikkeeksisterende. Har du begrænset tid til at opleve nationalparken, kan du altid tage på en guidet tur, hvor du oplever nogle af højdepunkterne.
Parken blev erklæret UNESCO verdensarv i 1979 sammen med naboparkerne Tatshenshini-Alsek og i Alaska, Wrangell-St. Elias og Glacier Bay. De udgør tilsammen over 98.000 km², hvilket er mere end dobbelt så stort som Danmark. Når du kører gennem området kommer du ind i et traditionelt territorium for Champagne- og Aishihik First Nations, som stadig er med til at forvalte området. Det betyder, at du møder en natur, der både rummer historie, levende kultur, et rigt dyreliv og nogle af Nordamerikas mest dramatiske bjergformationer.