Lake Minnewanka

Tag på sejltur på den berømte gletsjersø i Banff National Park

Det er altid en god idé at se en sø fra vandsiden, for det giver et helt andet perspektiv på området, søen og dens omgivelser. Lake Minnewanka i den østlige del af Banff National Park er bestemt ingen undtagelse. På en sejltur med erfarne kaptajner og kompetente guides, der kender alt til området, får du masser af information om den oprindelige befolkning, naturen, dyrene, geologien krydret med underholdende kommentarer. En sejltur på Lake Minnewanka er en absolut anbefalelsesværdig aktivitet, når kør-selv-ferien går forbi Banff Nationalpark.

Inspiration

Hold øje med det vilde dyreliv

Lake Minnewanka er ca. 21 kilometer lang og bugter sig glinsende gennem bjerglandskabet. Når du sejler på det smaragdgrønne vand, skal du holde et vågent øje med de skovklædte skråninger og klippekysten langs søens bred. Her kan du være heldig at spotte en grizzlybjørn eller en wapiti, verdens største kronhjort, der lever i bedste velgående i Banff Nationalpark. Ja, mange mener at det næsten er uundgåeligt at møde en wapiti - eller en 'elk' som de også kaldes - når du besøger den berømte nationalpark. 

Hvis du er knap så søstærk, eller bare gerne vil være aktiv på din ferie, kan du også opleve området til fods. Der er mange gode vandreruter omkring Lake Minnewanka, og det er helt specielt at vandre langs de stejle bjerge, der rejser sig fra vandkanten op mod himlen. Flere af vandreruterne er snefri allerede fra midten af maj, så hvis du vil helt tæt på den canadiske natur, er det bare med at snøre vandrestøvlerne og komme af sted.

Mette - rejsespecialist fra Lyngby

Følg den smukke 'loop Lake Minnewanka Scenic Drive' til og fra Banff – naturen og udsigten er bjergtagende!

Kort

Vis på kort