Søpapegøjerne ved byen Elliston

De små havfugle charmerer alle og enhver

En af Newfoundlands store must-see oplevelser er de atlantiske søpapegøjer/lunder ved det lille bysamfund ved Elliston. Fra maj til september kommer tusindvis af rugende søpapegøjer til et klippefremspring nær Elliston. Der er et udsigtspunkt ca. 2 kilometer øst for Elliston, hvor Maberly Road slår et sving. Her kan du parkere bilen og gå de sidste 5 minutter til målet.

Er du heldig, vil du opleve hundredvis af rugende lunder på et klippefremspring. Det er en rigtig god ide at medbringe en kikkert og et kamera med god zoom – så får du de allerbedste billeder af lunderne eller søpapegøjerne som de populært kaldes på grund af det farverige næb.

Ud over de charmerende søpapegøjer, er der en lille, indbydende strand i en stille bugt ved Elliston. Og endelig kaldes Elliston også Root Celler Capital of the World. Det er op til 170 år gamle jordkældre, der er bygget ind i bakker i området. De blev brugt til opbevaring af mad. En superenkel, men effektiv måde at holde maden dejlig kølig om sommeren og frostfri om vinteren.

Elliston ligger lidt over 3 timers kørsel nord for Newfoundlands største by, St. John´s.

Kort

Vis på kort