Landsbyen Corfe Castle

Slotsruinen i Sydenglands nok mest idylliske landsby

Der venter ægte sydengelsk stemning for alle pengene, hvis din kør-selv-ferie går forbi landsbyen Corfe Castle, der ligger mellem Bournemouth og Weymouth i smørhullet af Dorset "Area of Outstanding Natural Beauty". 1.000 års spændende historie gemmer sig mellem murbrokkerne i den græsklædte slotsruin, og de skæve kalkstenshuse i den idylliske landsby byder indenfor i charmerende tea rooms, lokale butikker og varme pubs. Du får svært ved at finde en by, der emmer af lige så meget gammelengelsk charme, som Corfe Castle.

Inspiration

Udforsk en af Englands mest ikoniske slotsruiner

Om det er fordi, det emmer af dramatik, middelalder og svundne tider, eller blot fordi ruinen ser billedskønt ud som den står der grå på toppen af sin bakke mod en blå himmel og græsgrønne plamager, er ikke til at sige. Men der er noget helt igennem dragende ved slotsruinen Corfe Castle. Der gemmer sig da også masser af dramatik og historie i de gamle ruiner. Siden slottet blev bygget af Vilhelm Erobreren i 1000-tallet har det tjent som kongeligt slot og respektindgydende magtsymbol. Det har modstået blodige belejringer, været scenen for morderiske bedrag og fatale intriger frem til sin ødelæggelse under Den Engelske Borgerkrig i 1600-tallet. Den historie kan du høre, hvis du følger i Lady Mary Banks fodspor og lytter til audio-fortællingerne om hendes bedrifter under borgerkrigen.

Der er mere til Corfe Castle end et slot

Corfe Castle er måske lille, men den har stor personlighed. Der er to smalle hovedveje, en gotisk kirke og selvfølgelig charmerende gamle pubber. Landsbyen er på mange måder essensen af sydengelsk charme. Det er svært ikke at blive forført af de små traditionelle stenhuse med døre, der er så lave, at de fleste må bukke nakken og tea rooms, der byder inden for til "full Dorst Cream Tea" og typisk engelsk frokost. Et mikroskopisk museum og en sød miniaturemodel af byen giver et sjovt indblik i områdets historie. 


"Du får simpelthen sydengelsk stemning for alle pengene her i byen ved en af Englands ældste slotsruiner. Der er et par parkeringspladser lige ved slottet foran The GreyHound pub med parkering én time, men det er ofte ikke til at få plads i højsæson. Kør derfor efter Parkeringspladsen ved West Street og gå forbi kirkegården til byen"

- Sanne, rejsespecialist i Århus


Kort

Vis på kort

Oplev Sydengland - skab din egen historie