Det historiske Bayeux-tapet i Normandiet

Vil du opleve verdens måske ældste tegneserie?

Byen Bayeux i Normandiet er især kendt for én helt speciel ting; det imponerende Bayeux-tapet fra det tidlige 1000-tal. Dette fascinerende 70 meter lange broderede vægtæppe er et af de få i verden, der har overlevet tidens tand. Som en oldgammel tegneserie fortæller det dig historien om slaget ved Hastings i 1066 og Vilhelm Erobrerens Englandstogt. Og vi må indrømme, at det er en overordentlig fængende og levende historie, der udspiller sig på det gamle tæppe, når audioguiden tager dig igennem scene for scene. Er du på kør-selv-ferie i Normandiet, må du ikke snyde dig selv for at opleve dette fascinerende stykke historie.

Historie med og uden dikkedarer

Det er virkelig en historisk oplevelse at besøge Bayeux-tapetet på Musée de la Tapisserie i Bayeux. Og en oplevelse helt uden dikkedarer. Den primære udstilling består mere eller mindre af et mørklagt udstillingslokale, hvor det 70 meter lange stofstykke er oplyst på den ene væg. Mere er der ikke, og mere behøver du faktisk ikke. Med en audioguide i hånden - på dansk - bliver du, akkompagneret af lydeffekter og musik, taget i gennem historien om den normanniske Vilhelm Erobrerens slag mod englænderne ved Hastings i 1066 - det slag, der så at sige markerede Englands fødsel.

Du kan hurtigt bruge lang tid på at studere de mange skibe, sværd og drabelige krigsscener, på det smukke tapet, for der er ikke sparet på hverken detaljer eller dramatik. Med afhuggede hoveder, døde soldater, et øjebliks romantik og storslåede sejrsfester er der nok at blive fanget af i denne gamle og ganske levende tegneserie. Og vil du have historien om tapetet udfoldet, så skal du besøge den permanente udstilling og film om tapetets skabelse og skæbne.

Et unikt glimt af fortidens fornemmeste billedmedie

Bayeux-tapetet blev formentlig lavet i 1000-tallet på bestilling af biskoppen i Bayeux, Odo, der var halvbror til Vilhelm Erobreren. Det er fascinerende at tænke på, at det på sin tid var det fornemmeste billedmedie, der fandtes. Derfor blev det kun vist frem i Notre Dame Domkirke i Bayeux ved ganske særlige lejligheder. Måske netop derfor er det i dag et af blot ganske få tapeter, der har overlevet tidens tand. Det er et privilegie at kunne opleve det uhyre velholdte og skrøbelige kunstværk. En oplevelse, vi kun kan anbefale at du sætter GPS'en efter, når du er på kør-selv-ferie i Normandiet.


"Bayeux-tapetet er altid velbesøgt. Et godt tip er derfor at komme præcis, når de åbner, så du får det lidt for dig selv. Det bliver ellers hurtigt trangt, da det er et mindre sted og alle gerne vil gå så tæt på broderiet som muligt"


Kort

Vis på kort