Omaha Beach i Normandiet

Til minde om D-dagens nok blodigste slag

Det første der rammer dig, når du besøger Omaha Beach ved Normandiets kyst er skønheden. På en solbeskinnet dag, når tidevandet har trukket sig tilbage, strækker den gyldne, glatte strand sig så langt øjet rækker til begge sider. Vandet er strålende turkisblåt, og var det ikke for den kølige vind, kunne det godt vække mindelser om badeferiens strandparadiser. Men det idylliske indtryk forsvinder hurtigt, når du står foran mindesmærket til ære for de mange tusinde soldater, der mistede livet her på "bloody Omaha" den 6. juni 1944 under D-dagens mest brutale kampe. Det mærkes nærmest stadig i luften.

Hvis du vil kigge nærmere på historien om D-dag på din kør-selv-ferie i Normandiet, så er Omaha Beach et rigtig godt sted at starte.

Du mindes de modige ved monumentet Les Braves

Nogen bad til gud. Mange var bange. Flere var søsyge. Der var nemlig heftig søgang denne morgen den 6. juni 1944. Tusindvis af de allieredes soldater stod tætpakkede i de gyngende landgangsbåde. I krydsilden mellem krigsskibenes byger af kanonkugler og tyskernes uafbrudte salver fra maskinpistolerne løb soldaterne i land. Inden middag havde over 2.000 mand ladet livet i kampen for et frit Europa.

Omaha Beach var kodenavnet for den syv kilometer lange kyststrækning mellem Vierville-sur-Mer og Colleville-sur Mer, hvor de vestallierede indledte angrebet på den tyske besættelsesmagt under ét af 2. verdenskrigs vigtigste slag. Også på de omkringliggende strande,Utah, Juno, Sword og Gold, var kampene i fuld gang, men det mest brutale fandt sted her på Omaha - de allierede døbte den senere ”Bloody Omaha” på grund af de store tab.

I dag er den store skulptur Les Braves det mest dramatiske ved stranden og det eneste, der rigtig minder dig om, at der her fandt et drabeligt slag sted. Det metalliske mindesmærke ligner store sværd, englevinger eller måske sand, der bliver kastet op omkring en bombe? Når tidevandet skyller ind omkring det, ligner det nærmest forstenede bølger. Uanset hvad du ser for dig, kan det ikke lade være med at sætte tankerne i gang, og folk omkring det er også tydeligt berørte. Stilheden og alvorlige blikke viser, at historien ikke kan lade være med at krybe ind under huden på besøgende.

Få et indblik i D-dagen

Når du har stået på Omaha Beach og betragtet scenen for d-dagens voldsomme kampe, er det oplagt at besøge de nærliggende museer som Omaha Beach Memorial Museum eller Musée -Day Omaha. Her kan du se landgangsbådene, uniformerne og våbnene - et skræmmende, men levende indblik i d-dagen. I den nærliggende by Colleville-sur-Mer kan du desuden opleve tyskernes bunker kompleks WN62, ligesom du kan køre turen længere ned ad kysten til Pointe du Hoc, hvor store bombekratere stadig præger landskabet.


"Mange af soldaterne fra begge sider ligger begravet på den tyske og den amerikanske kirkegård i nærheden af Omaha Beach. De snorlige marmorkors og davidsstjernerne på den amerikanske kirkegård gør et kæmpe indtryk. Kontrasten til den mere afdæmpede tyske kirkegård er enorm"

- Ditte, rejsespecialist i Lyngby


Kort

Vis på kort