Vinbyen Châteauneuf-du-Pape

Vinen fra pavens nye slot får englene til at synge

Er du vininteresseret? Så er du nok stødt på de kraftige vine fra Châteauneuf-du-Pape. Er du på kør-selv-ferie i det sydlige Frankrig eller i Rhônedalen, så er det oplagt at lægge vejen forbi denne gamle og yderst charmerende lille vinby lidt nord for Avignon.

Her havde de franske paver i mange årtier deres sommerresidens, hvor de plantede vinstokke i den stenede jord. I dag er de hellige paver væk, men vinen får stadig englene til at synge af fryd.

Inspiration

Paverne forsvandt, men vinen blev

På vej mod Châteauneuf-du-Pape passerer du det ene slot efter det andet. Nogle er hoteller, nogle er private boliger og andre er vinslotte. Uanset hvad, er de enormt flotte at se på og gøre køreturen til en ren fornøjelse.

Men der er dog vinstokkene, der kan ses så langt øjet rækker, der dominerer landskabet. Der er ingen tvivl om, at du er kommet til et sted, hvor vinen er hjerteblod.

Vin er da også fuldstændigt uadskillelig fra byens historie. Højt oppe over tagene ligger paveslottet, der har givet navn til byen: "Pavens nye slot". Det blev bygget som sommerresidens for paverne, der havde hovedsæde i Avignon, i det tidlige 1300-tal. I dag er det en mægtig ruin og nok mest interessant for den formidable udsigt over områdets vinmarker.

Ohh Its Wine o'clocke

Har du blot en mild interesse i vin, så har du helt sikkert hørt om Châteauneuf-du-Pape. Vinene herfra er nogle af de mest eftertragtede i det sydlige Rhône. Hvis det er dem, du er kommet for at smage på, så er du ikke kørt forgæves! De gamle gader vrimler nemlig med små forretninger, der sælger vin. Smagsprøver er de dog ikke så gavmilde med, som hos mange af de andre producenter i området, så forvent ikke den store udskænkning. Her er de lidt mere til seriøse vinkøbere.

Men selv hvis du ikke er så interesseret i at gå og smage på vin, så er byen et besøg værd. Gå rundt i de smalle gader og nyd den behagelige stemning.

Vinbutikkerne gør desuden rigtig meget ud af deres udstillinger af vinflasker, og det er rigtig sjovt at gå rundt og se på. Men der ligger også en masse andre småbutikker med forskelligt tilbehør til mad og vin, der hurtigt kan få din taske fyldt op med alverdens lækkerier.

Kort

Vis på kort