Horn Head

Få et overblik over hvad Donegal tilbyder

På Horn Head kan I få et overblik over alt det, som Donegal kan tilbyde. Ud over de 180 meter høje klipper, hvorfra der er et fantastisk udsyn ud over Atlanterhavet, så kan I herfra mod nordøst bag Rosguill halvøen se Irlands nordligste punkt ved Malin Head og mod syd er det Muckish Mountain ved Glenveagh National Park, der med sine 667 meter højde fanger øjet. Og på toppen af er der naturligvis også lidt historie i form af ruinerne af et vagttårn fra Napoleonstiden samt skrevet på jorden EIRE 77 fra den anden verdenskrig.

Klipperne ved Horn Head er langt mindre besøgte end dem I finder sydpå, så her er en god mulighed for at kunne opleve naturen uforstyrret.

Inspiration

Det neutrale Irland under anden verdenskrig

Hele vejen rundt om Irland kan I på mange af de mest markante yderste klipper se angivelser med angivelsen af EIRE efterfulgt af et nummer fra 1 til 82. Nummer 1 var placeret ved Ballagan Point i County Louth ved grænsen til Nordirland på østkysten og numrene løb så vejen syd om Irland med nummeret 82 placeret mod nord ved Inishowen i County Donegal.

Den irske vagt af kysterne blev oprettet ved starten af den anden verdenskrig i 1939, og angivelserne var en enkelt måde at markere det neutrale Irland. Ved hver angivelse var der udstationeret vagtmandskab, der havde til opgave at holde øje med aktiviteten til lands og vands under hele krigen.

Vagtmandskabet fik i 1942 opgaven med at udføre markeringerne, men med tiden er disse angivelser naturligvis gradvis forsvundet. I dag er der lokale projekter, der vedligeholder markeringerne ligesom der er et overordnet projekt for at finde forsvundne markeringer samt holde et overblik over dem alle.

Kort

Vis på kort