Byerne i Cinque Terre

Pastelklynger af huse og italiensk kystcharme

Kultur og natur smelter sammen i nationalparken Cinque Terre, der strækker sig langs den liguriske kyst, en times kørsel syd for Genova. Den UNESCO-beskyttede nationalpark er et fascinerende og billedsmukt kystlandskab med det vilde hav, de små vinterrasser og de abrikosfarvede småbyer, der klynger sig til bjergsiderne. Navnet Cinque Terre stammer fra de fem småbyer, der ligger som pastelklynger af huse langs den forrevne klippekyst. Riomaggiore, Manarola, Corniglia, Vernazza og Monterosso byder på ægte italiensk charme, lokale specialiteter og friskfanget fisk. Sæt en dag eller to til at opleve Liguriens måske smukkeste kyststrækning.

 

Oplev byerne Til fods, til vands eller med tog

 

Den bedste måde at opleve byerne på, er til fods ad de til sammen 15 kilometer lange vandrestier, der forbinder de fem pastelperler. Stierne varierer i sværhedsgrad og snor sig langs klippesider, vinterasser og grønne bakkelandskaber.

Bilkørsel er ikke tilladt i byerne, så stil bilen i La Spezia og tag regionaltoget til Riomaggiore. Er vejret lurens eller benene ømme, kan I sagtens tage regionaltoget, der stopper ved hver af de fem byer og kører cirka hver 20. minut.

I stedet for at tage toget tilbage til Riomaggiore, så tag den lille færge fra Monterosso, der sejler hele vejen til La Spezia – husk dog at det er vigtigt at checke afgangene på forhånd, da vind, vejr og strømme kan være afgørende for om færgen sejler.

Gå på opdagelse i de fem pastelfarvede byer

Vis på kort

1. Riomaggiore

 

Første stop på turen er Riomaggiore, der ligger cirka 10 minutters togtur fra La Spezia. Her er mange overnatningsmuligheder, så hvis I planlægger at bruge flere dage i Cinque Terre, er Riomaggiore et godt udgangspunkt.

Den pastelfarvede by med den lille marina og de stejle gader byder på charmerende middelalderstemning. Følg de labyrintiske trappestier, ”carrugi”, der ligger indeklemt mellem husene, op til byens borg, Castello di Riomaggiore, der byder på en smuk udsigt over byen og havet. De imponerende citrontræer med deres skriggule frugter, møder jer overalt i byen og leder tankerne hen på den italienske citronlikør Limoncello, som kan nydes på de små lokale udskænkningssteder.

Det er også her i Riomaggiore, at den berømte vandresti ”Via dell’ Amore”, Kærlighedsstien, begynder. Den har været lukket i en længere periode, så tjek forholdene inden I kridter vandreskoene. Ellers kan I hoppe på lokalbanen med kurs mod den næste pastelfarvede perle i rækken, Manarola.

2. Manarola
 

Manarola er en lille levende fiskerby, hvor joller bliver trukket helt op i de farvestrålende gader. Her flankerer de den charmerende hovedgade, der bugner af hyggelige caféer og lokale butikker. Manarola er især kendt for sit udsigtspunkt, der ligger forenden af klippestien, der starter i byens havn. Her skal I følge vejen rundt om de fortøjede både og havnens hejseværk og fortsætte langs klippen.

Stien klamrer sig til bjergsiden, hvor enorme kaktusser og farverige ørkenblomstrer klatrer op ad de stejle klippevægge. Herude, for enden af fremspringet, er der en henrivende udsigt over de okkergule, rosafarvede og orange huse, og mens figentræerne indhyller jer i deres sødlige duft, slår bølgerne mod de skrånende klippesider. 

3. Corniglia

 

Den midterste af de fem småbyer troner højt på en klippetop og skuer ud over det Tyrrhenske Hav. Corniglia er nok den mindst turistede af byerne med sine stejle gader, smalle passager og mange småforretninger. For at komme op til byen kan I enten begive jer ud på en nærmest lodret stigning ad Lardarina-trappen med de 380 trin, eller som alternativ hoppe på den lille shuttlebus, der kører i pendulfart mellem bymidte og station. Bussen giver alle en mulighed for at nyde byen – så kan trappen altid opleves på turen tilbage, når I skal ned til stationen.

Ved første øjekast ser Corniglia ikke ud af meget. Bussen fra stationen standser i byens midte, og det er også her turen ender, hvis man giver sig i kast med trappen. Men det undselige indtryk bliver hurtigt gjort til skamme. Uanset om I går op mod den lille kirke og snor jer ud og ind mellem orange husmure eller fortsætter i modsatte retning mod det historiske centrum, åbner der sig en verden af italiensk charme.

Her bevæger smalle gader sig mellem indbydende restauranter og små delikatessebutikker, mens de lokale mødes på pladsen foran kirken. Byen bugner af små udkigspunkter, hvor friske blomster og frodige citrontræer vugger i vinden. Det føles næsten som om tiden står stille i Corniglias snirklede gader.

4. Vernazza

 

Herefter kommer I til Vernazza, som byder på smukke, tætbyggede huse i skønne terrakottafarver. Den lille by består hovedsageligt af en hovedgade, der fører fra stationsbygningen til kysten. Her finder I små butikker, hvor I kan købe ligurgisk olivenolie, citronformede sæber og velsmagende gelato.

Tag en slentretur ad den snoede gade og lad jer føre mod byens brusende kyststrækning. I et indhug mellem byens pastelhuse, den skrånende klippevæg og molen, der strækker sig ud fra byen som en klo, er en lille plads omkranset af caféer og restauranter. En trappe fører ned til et lille stykke strand, hvor børn boltrer sig i bølgerne, og farverige småbåde er trukket op på land.

Nyd en kop kaffe eller et glas køligt hvidvin på en af pladsens mange fortovscaféer, eller gå en tur ud på molen, hvor nogle holder læsepause, andre dypper tæerne, og turister tager selfies foran det enorme skumsprøjt, når bølgerne brydes af klippeblokkene. Vernazza er for jer, der holder af en slentretur ved vandet og et hyggeligt cafébesøg.

5. Monterosso

 

Monterosso er sidste stop i perlerækken og den største af de fem byer. Her finder du Cinque Terres bedste strande, hyggelig kyststemning og en bred strandpromenade med farverige fliser og vajende palmetræer.

Byen er opdelt i to dele af San Cristoforo-klippen; den nye del med strandpromenade og den berømte statue Il Gigante, "kæmpen", og den gamle bydel med slotsruinen og de snoede middelaldergader. Gå ad klippestien, der forbinder de to bydele og oplev Monterossos borgtårn, der byder på en charmerende restaurant med borde på klippefremspringene og en storslået udsigt over det vuggende hav.

Uanset om du har vandret mellem alle Cinque Terres byer, gået en enkelt strækning eller er hoppet på toget, trænger du garanteret til at dyppe tæerne i det Liguriske Hav. I Monterosso finder du familievenlige sandstrande med stille vand, og med isbutikker og småcaféer langs promenaden, er byen en hyggelig pause for både børn og voksne. I højsæsonen kan I dog godt forvente, at strandene er (meget) velbesøgte; farverige strandstole flankerer kystlinjen og promenaden summer af isspisende børn og voksne.

Oplev Ligurien - skab din egen historie