De dramatiske Dolomitter

12 dages kør-selv-forslag til Dolomitterne, de østrigske alper og tjekkisk kurby

Denne tur tager jer gennem de italienske Alper, Dolomitterne, der byder på fantastiske naturscenerier, hyggelige middelalderbyer, små pittoreske bjerglandsbyer og masser af mulighed for vandreture i de smukke bjerge.

Sydtirol er en af Italiens smukkeste regioner med grønne landskaber, skove og bjergenge, æbleplantager og vinmarker så langt øjet rækker. Alt sammen indrammet af de majestætiske Dolomitter, der rejser sig tusindvis af meter op mod himlen.

Turen nordpå tager jer gennem de østrigske Alper og et par afslappende dage i den tjekkiske kurby Karlovy Vary inden I er hjemme igen fra en oplevelsesrig kør-selv ferie.

I kan naturligvis vælge hele turen. Eller måske bare en del af den, alt efter hvor jeres personlige interesser ligger. I kan også bygge videre på turen med ekstra overnatninger i en eller flere af byerne undervejs.

Fra 9.405 kr.
Pr. person i dobbeltværelse i 11 nætter inklusiv heldagsvandring i Dolomitterne

Rejseperiode:
Vi anbefaler maj - oktober
(visse bjergpas kan dog være lukkede, også i denne periode)

Startdag:
Daglig

Varighed:
12 dage/11 nætter

Længde:
3.100 km

Klimapåvirkning:
183 kg CO2 samlet for 2 person - mere om grønnere kør-selv-ferier

 

Dette er blot et kør-selv-forslag, der kan skræddersys efter dine ønsker.

Du vælger selv:

  • evt. type lejebil
  • rejserute
  • antal dage
  • hotelstandard
  • oplevelser undervejs

Få et tilbud

 

Dagsprogram

Danmark - Göttingen (450 km fra Flensburg / 435 km fra Puttgarden / 470 km fra Rostock)

Afstand: 450 km fra Flensburg / 435 km fra Puttgarden / 470 km fra Rostock

Fra Danmark fører de tyske motorveje jer den hurtigste vej mod Sydtyskland. Lige syd for Hamburg mødes vejene fra Flensburg og Puttgarden. Herfra går turen over Lüneburger Heide via Hannover til Göttingen, hvor en overnatning venter.

Overnatning i Göttingen

Göttingen - Livigno (735 km)

Den sidste etape af turen mod Alperne starter i dag fra Göttingen, hvorfra det går direkte mod syd til Bodensøen og Østrig. Bodensøen er et godt stop, hvor I kan slappe af, strække benene og nyde den smukke udsigt, men længere mod nord kan vi også anbefale et stop i den romantiske by Rothenburg ob der Tauber.

Den forholdsmæssigt korte strækning i Østrig går langs grænsen til Lichtenstein inden i passerer grænsen til Italien ved Lago di Livigno, hvorfra der kun er få kilometer tilbage til Livigno.

Overnatning i Livigno

Livigno - udflugt i alperne

Toldfri i Schweiz og Italien

Idag går turen fra Livigno over Passo delle Stelvio, et helt igennem imponerende bjergpas, hvor man nok kan få styret sin lyst til bjergkørsel. Det er det højeste asfalterede pas i de østlige Alper og Alpernes næsthøjeste pas, hvor I kommer op i 2.757 m højde! Alene passet er en oplevelse i sig selv.

Videre nordpå ad SS38 og SS40 op langs Reschensee til Samnaun, en isoleret schweizisk by, der lokker med toldfrihed og derfor har meget fordelagtige priser på alverdens ting. Turen er oven i købet fantastisk smuk, ikke mindst selve op- og nedkørslen til Samnaun. Kør op mod Pfunds i Østrig til et par km før byen, hvor vejen går op til Samnaun. Nyd frokosten oppe i den smukke by, omkranset af de imponerende alper. 

På vej tilbage fra Samnaun er det første stykke vej den samme som på opturen, men i Spissermühl deler vejen sig og I bliver på den schweziske side hele vejen ned til den 'store' vej 27. Herfra til højre mod St. Moritz, Scuol og Martina og videre ad vej 27 og 28 til Livigno. Det sidste stykke gennem Schweiz er dog i en tunnel, Livignio Tunnel eller Munt La Schera Tunnel, der er ca. 3,5 km lang og koster ca. 14 € for en enkelt passage. Fra tunnellen fortsætter I sydpå langs Lago di Livigno til Livigno.

Overnatning i Livigno

 

 

 

Livigno - Diavolezza - Tirano - Riva del Garda (247 km)

Gletscherlandskab og jernbane på UNESCO’s Verdensarvsliste

Fra Livigno er der kun en times kørsel til Tirano, hvorfra I har mulighed for den ultimative bjergudflugt. Herfra kan I tage på en spektakulær rejse med Rhetian Railway og Diavolezza kabineliften og opleve Alpe-luften og det legendariske bjerglandskab på nærmeste hold. Turen med jernbanen går over spektakulære viadukter og broer og op til 2.000 m over havet. Herfra bringer Diavolezza kabineliften jer videre op mod Piz Bernina, de østlige alpers højeste bjerg og ind i hjertet af det imponerende gletscherlandskab. Her venter en udsigtsplatform, hvor I kan få en fuldstændig vidunderlig og uovertruffen panoramisk udsigt. 

Rhaetian Railway’s spektakulære Bernina linje er på UNESCO’s Verdensarvsliste, og undervejs med toget har passagererne rig mulighed for at opleve eventyrlige panoramaer. Diavolezza kabinelift tager jer fra Bernina Diavolezza i 2.093 m højde op til den smukkeste udsigt fra platformen 3.000 m over havet. Navnet Diavolezza stammer fra romansk og betyder hun-djævel. Udsigtsplatformen på bjergstationen byder på helt unikke panoramiske udsigter til Piz Bernina, der strækker sig 4.049 m op mod himlen. Ved platformen findes også en restaurant, hvor I kan nyde en forfriskning, mens I suger denne eventyrlige oplevelse til jer.

Bernina Line har status som UNESCO’s verdensarv. Togene kører fra Tirano mod St. Moritz og turen tager ca. halvanden time. Fra stationen tager kabineliften yderligere ca. en returbillet med kabineliften koster fra 40 CHF. I kan naturligvis også køre herop. Turen går over ad SS38 og vej 29 over Poschiavo til Stationen Diavolezza i Schweiz, en tur på  ca. 50 km, men så får I ikke togturens enestående oplevelse.

Overnatning i Riva del Garda

Riva del Garda - udflugt rundt om Gardasøen

Gardasøen og Riva del Garda

Efter nogle dages fantastiske bjergopleveser, kan det være dejligt med lidt 'modspil'. Brug derfor dagen på at køre rundt om den smukke Gardasø, en tur på ca. 220 km. 

Gardasøen er Italiens største sø og nok også et af de mest populære turistmål. Naturen her er ubeskrivelig smuk, da den ligger omkranset af olivenlunde og sirlige vinmarker, snoede bjergveje og småbyer, der emmer af italiensk charme. Riva er i sig selv en romantisk by at slentre rundt i med en uimodståelig malerisk havn og hyggelige gader. Stranden her er også én af de største ved søen og et oplagt sted at slappe af ved den svale sø.

Ikke langt fra Riva ligger også byen Limone, nok den smukkeste af alle byerne ved søen, hvor snoede gader og citrontræer sørger for en hyggelig stemning. Men I kan også køre til middelalderbyen Malcesine på den bjergrige og naturskønne østbred eller finde jeres eget lille paradis blandt de mange små byer ved søens bred.

Gardasøen er enestående skønhed og spændende aktiviteter på kort afstand. Turen rundt om selve søen er godt 160 km lang og utrolig smuk med bjerge, der gennembores af små tunneller fra Mussolinis tid, og spændende slalomkørsel på vejene, der svinger sig rundt om søen. Derfor er det et attraktivt kør-selv-feriemål. Gavmildt strøet ud på bjergskråningerne blandt grønne olivenlunde ligger uberørte middelalderbyer, der selv i dag formår at fastholde en unik atmosfære. Ikke blot i sommerferien, men helt fra april til november, kan I opleve tocifrede varmegrader. Heldigvis er vandet svalt og lækkert.

Overnatning i Riva del Garda

 

Riva del Garda - Merano - Cortina d'Ampezzo (376 km)

Smukke Sydtyrol

I dag går turen gennem det smukke Sydtyrol fra Trentino til Cortina d'Ampezzo. I kører gennem Dolomitterne, der ialt byder på 350 bjergtinder over 3.000 m. fordelt over hele provinsen. Og undervejs har I mulighed for besøge indtil flere nationalparker, da Sydtirol byder på hele syv af slagsen. 

På vejen nordpå i Bolzano bør I besøge en meget gammel mand, Ötzi. På byens arkæologiske museum kan I se den over 5.000 år gamle mumie, der blev fundet i bjergene nord for byen for nogen år siden. Det er en helt speciel oplevelse.

Herfra går turen videre nord på ad de smukke bjergveje. Undervejs kan I lave en afstikker på et par og tyve km op til Passo del Rombo, et af de højeste pas i de østlige Alper med 2.474 m. Passet er kun åbent fra midten af juni til midten af oktober, men byder naturligvis på eventyrlige panoramaer over de dramatiske bjerge. Hvis ikke det ekstra bjergkørsel frister, kan I lægge vejen forbi det smukke Cascata di Stulles, der er det højeste vandfald i Europa, hvor vandet først falder 112 m og derefter igen 230 m.

Længere nordpå venter Vipiteno, kun ca. 15 km syd for Brennerpasset. Byen er den nordligste by i Italien og Valle Isarco's kommercielle centrum. Byens hovedattraktion er det 46 m høje Torre delle Docidi/Twölferturm, der siden 1472 har delt byen i to dele, en ny og en gammel del. Sølvminen i den nærliggende Val Ridanna gjorde byen velhavende, og selv i dag vidner de rige byhuse om byens livlige handel i den sene middelalder.

Herfra kommer i til Valle Isarco/Eisacktal, hvor byerne Bressanone/Brixen og Vipiteno/Sterzing lokker den vejfarende til en pause. Første stop er den historiske by Bressanone. Byen er over 1.000 år gammel, den ældste i Tyrol, og var ofte overnatningssted for kejsere og andet godtfolk på rejse. I dag er byens historiske centrum på en interessant blanding af livsnyderi og refion, hvor den enestående katedral, de mange fredede hellige huse, det historiske middelalderlige bycentrum, arkaderne og de smalle stræder venter på at blive udforsket. 

Undervejs passerer I også middelalderbyen Brunico/Bruneck, der ligger idylliske i en dal i 835 meters højde, omgivet af imponerende bjerge. Byen det geografiske, kulturelle og økonomiske center i Val Pusteria og er absolut et besøg værd. Det første man ser når man kommer til byen er eventyrslottet Castello di Brunico, der våger over byen fra sin klippetop. I byen kan I også besøge Messner Mountain Museum Ripa, der er viet til verdens bjergfolk og deres liv, og naturligvis slentre en tur ad byens Centrale-Stadtgasse, måske det sydlige Sydtyrols smukkeste shoppinggade.l

Den pragtfulde bjergby Cortina d'Ampezzo er måske mest kendt som vintersportssted, men netop beliggenheden i 1.225 m højde gør byen til et pragtfuldt udgangspunkt for oplevelser i Dolomitterne  om sommeren, og byen hører nok også til en af de mere eksklusive alpine feriebyer. Byen ligger få km inde i regionen Veneto, og hører faktisk ikke til Sydtirol, omend byggestilen ikke afviger fra det 'rigtige' Sydtirol.

Nyd aftenen i Cortina d'Ampezzo, ikke mindst på den berømte Corso Italia, den pulserende gågade, der er hjertet i Cortina's shoppingområde og hvorfra I nemt finder byens mange hyggelige spisteder.

Overnatning i Cortina d'Ampezzo

Cortina d'Ampezzo - udflugt i Dolomitterne

Højt til vejrs i Dolomitterne

Dolomitterne er på UNESCO's Verdenarvsliste! "Dolomia" er en særlig type klippe, der dominerer denne region, og stenens særlige mineralske blanding giver bjerge en speciel lys nuance, hvorfor de også kaldes "de blege bjerge". Men i solnedgangen får bjergene drømmeagtige nuancer fra let lyserød til flammende rød. Det har givet navn til udtrykket Enrosadira, eller Alpeglød!

Områder byder på utallige vandreruter i alle sværhedsgrader, men er I mest til afslappende vandreture eller har børn med, er her masser af muligheder. Området byder på seks bjergtinder over 3.000 m; Tofana di Mezzo, Tofana Terza, Tofana di Rozes, Cristallo, Sorapis og Croda Rossa d'Ampezzo. Og moderne liftsystemer bringer jer nemt op i højderne, så I kan nyde de fantastiske panoramaer. F.eks er 'La Lunga via delle Dolomiti' (Dolomite Bike Road), en tidligere jernbanestrækning, velegnet til alle, også til børn. Fra Cortina d'Ampezzo kan I enten køre mod Calalzo (18 km) eller Dobbiaco (30 km) og undervejs kommer I igennem uberørt natur, over charmerende broer, langs søer, gennem tunneller og forbi gamle stationer.  

Eller I kan bare nyde livet og besøge de forskellige seværdigheder i Parco Naturale delle Dolomiti d'Ampezzo med sin fantastiske natur og sin rige og varierende flora og fauna.

Overnatning i Cortina d'Ampezzo

Cortina d'Ampezzo - Schladming (259 km)

Schladming er kendt af mange som en rigtig vintersportsby, ikke mindst fordi her blev afholdt VM i Alpin Skisport i 2013. Men Schladming er også en hyggelig by der er værd at besøge om sommeren.  Byen er ikke særlig stor, men har et charmerende centrum, og så er den det perfekte udgangspukt for oplevelser i de smukke og dramatiske bjerge rundt om byen. På den anden side af dalen ligger Dachsteinmassivet med sin gletscher og beliggenheden i øvre Ennstal åbner for mange spændende udflugter. 

Overnatning i Schladming

 

Schladming - udflugt til Dachstein

I dag står oplevelser på Dachstein på programmet. Oppe på bjerget kan I opleve Skywalk med en imponerende udsigt ned over dalen, den imponerede Dachstein-Hængebro og trappen der føret ud i intetheden. Alt sammen nok noget der kan give sug i maven. Og selve turen op og ned med Dachstein-panoramagondolen er i sig selv en en fantastisk oplevelse.

Overnatning i Schladming

Schladming - Karlovy Vary (473 km)

Fra Schladming følger I A9 nordpå mod Tjekkiet, hvor den undervejs i Østrig skifter til A7 inden i krydser grænsen ved Wullowitz.

Nordpå i Tjekkiet følger I den lige vej på E49, hvor I undervejs passerer I Ceske Budejovice og Plzen. Og begge steder er oplagt til en pause undervejs.  

Karlovy Vary, eller Karlsbad på tysk, er blandt de mest kendte spa-byer i Europa og tiltrak i begyndelsen af 1900-tallet Europas kongelige, kunstnere og intellektuelle, som søgte både velvære og social omgang med ligesindende. Byen byder stadig på en række fornemme spa-hoteller, et smukt bycentrum og flot natur.

Overnatning i Karlovy Vary.

Karlovy Vary

Brug dagen på at tage i spa-bad eller gå en tur i byen. Et alternativ hertil er en vandre- eller cykeltur langs Ohre-floden til de ikoniske Svatos-klipper lige udenfor Karlovy Vary. 

Vil I ud på en lille køretur, kan vi anbefale en tur til spa-byen Marianske Lazne, Marienbad på tysk, som ligger 45 minutter med bil fra Karlvoy Vary. Den mindre spa-by er fyldt med palæer, spa-hoteller, parkanlæg og flot arkitektur.

En anden spændende udflugt er til Jackymov og bjergene omkring, som er på UNESCOs verdensarvliste for sin lange og omfattende minehistorie.

Overnatning i Karlovy Vary

Karlovy Vary - Danmark (735 km til Flensburg / 720 km til Puttgarden / 565 km til Rostock)

Afstand: 735 km til Flensburg / 720 km til Puttgarden / 565 km til Rostock

Fra Karlovy Vary kører I mod nord ad landevejen til Leipzig, hvor I kører på motorvejen, der bringer jer forbi Potsdam og Berlin til Rostock, hvorfra færgen sejler til Gedser. Denne rute giver jer den korteste køretur i Tyskland, men skal I til Jylland, vil I efter Leipzig køre via Halle, Magdeburg, Hannover og Hamburg - og måske dreje ind via Celle og holde en pause der.

Endelig er der jo også mulighed for at tage videre fx. 'På eventyr I Sachsen-Anhalt og Türingen'.

Kort

Vis på kort

Galleri

Priser

Fra 9.405 kr. pr. person

Prisen inkluderer

  • 11 overnatninger i dobbeltværelse
  • Cortina d'Ampezzo - privat heldagsvandring med lokal guide i Dolomitterne
     

Prisen inkluderer ikke

  • Færge, parkering, vejafgifter og brændstof
  • Rejse- og afbestillingsforsikring

Om rejsen

  • 1 overnatning i Göttingen
  • 2 overnatninger i Livigno
  • 2 overnatninger i Riva del Garda
  • 2 overnatninger i Cortina d'Ampezzo
  • 2 overnatninger i Schladming
  • 2 overnatninger i Karlovy Vary

 

 

Ekstra oplevelser

I kan også køre ruten omvendt eller forlænge turen med nogle ekstra nætter undervejs ved  ien af byerne eller f.eks. ved Gardasøen.

Vi kan tilpasse kør-selv-forslaget efter jeres ønsker, så I selv er med til at skabe jeres personlige drømmerejse.

Ønsker du inspiration fra vores rejsespecialister?

Få et tilbud

Vi glæder os til at skabe din drømmerejse

  • Bestil trygt - Vi er ejet af Danmarks største forbrugerorganisation
  • Personlig rådgivning fra vores dedikerede rejsespecialister
  • 6 x vinder af Danmarks Bedste Ferierejsebureau

X

Gammel Havn 1
9000 Aalborg
Danmark

mail 70116011
X

Sønder Allé 6, 1. sal
8000 Aarhus
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Firskovvej 32
2800 Kongens Lyngby
Danmark

mail 70116011
X

Kongensgade 9, 1 etage
5000 Odense
Danmark

mail 70116011
X

Dæmningen 47
7100 Vejle
Danmark

mail 70116011