Havnebyen Salò

Lad verden passere forbi 

Pastelfarvede huse, hyggelige caféer og vejende palmer kendetegner havnepromenaden i den lille by, Salò, der ligger tilbagetrukket i et indhak på søens vestbred. Byen virker så ejendommeligt lille, som den ligger dér indhyllet i cypresser, for foden af den stejle bjergvæg. Med sin placering ved den turkise bugt er byen en charmerende perle af en havneby, der byder på en afslappet atmosfære i de stemningsfyldte gader. Stop op og nyd roen i Salò undervejs på din kør-selv-ferie ved Gardasøen.

Inspiration

På opdagelse i charmerende gader og velduftende markedsboder

Den gamle bydel med sin smukke 1400-tals domkirke, kunstneriske villaer og hyggelige pladser inviterer til at gå på opdagelse i de snørklede gader. Ja, det er nærmest oplagt at fare vild og finde nye afkroge og spændende smøger i den lille by. Fordi hovedvejen, der omkranser Gardasøen, går udenom byens centrum, er her nærmest ingen trafik. Og det er virkelig noget, der klæder den rolige havneby, hvor tiden smyger sig langsomt af sted i de rolige gader.

Men lørdag formiddag vågner byen op. Her er der nemlig et stort ugentligt marked som er aldeles velbesøgt. Lokale kører gerne langt for at besøge de berømte markedsboder, hvor der summer af liv. De handlende prutter om prisen på højlydt italiensk, mens duftene fra friskplukkede ferskner, citrongule citroner og lokale oste indhyller pladsen. Det er en oplevelse, du ikke må gå glip af, under dit besøg i Salò. Efter et besøg på det pulserende lørdagsmarked trænger du med garanti til en pause. Og intet andet sted er så oplagt som Salòs havnepromenade.

 

Tag et hvil ved en af Gardasøens længste havnepromenader

Citrontræerne står helt nede ved kajen, lokale fiskere lægger til og turisterne slentrer roligt langs vandet. Hernede ved den langstrakte havnepromenade kan du virkelig koble af og nyde stemningen. Besøg én af de små caféer og nyd den uimodståelige udsigt ud over Lago di Garda til et glas mousserende Franciacorta eller den italienske favoritdrink, Aperol Spritz. Nyd synet af verden, der passerer forbi på promenaden, mens I tager jer et velfortjent hvil.

Men der går nok ikke længe, inden sulten begynder at melde sig. Her dufter nemlig af det ægte Italien. Den varme snært af solmodne tomater og liflige duft af friske krydderier hænger søvnigt i luften; havnepromenaden bugner af charmerende restauranter, hvis kokkereringer fortryller lugtesansen og forstærker sulten. De indbydende menukort er spækket med lokale specialiteter, der gør det næsten umuligt at vælge. Men Salò er jo en havneby, og det er oplagt at gå med lokalfanget fisk fra Gardasøen. Forkæl smagsløgene og dig selv, inden kør-selv-ferien fortsætter i Norditalien.  


"Du må ikke snyde dig selv for en udflugt til den magiske ø, Isola del Garda, der ligger ud for Salò. Rundvisningen er ikke helt billig, men det er det hele værd!"

- Maria, rejsespecialist i Odense


 

Kort

Vis på kort

Oplev Gardasøen - Skab din egen historie