Bliv betaget af svimlende luksus
Er du til eksklusiv shopping, så er Milanos udvalg af mode svært at modstå. Tæt på byens domkirke finder du shoppingområdet ”Quadrilatero della moda” - Milanos berømte modefirkant. Omkranset af de fire gader via Montenapoleone, via Manzoni, Via della Spiga og Corso Venezia (heraf navnet) byder Quadrilatero della moda på ekstravagante shoppingoplevelser. Her ligger designer-butikkerne som perler på en snor, og det er især butikkernes indretning og udstillingsvinduerne, der gør området et besøg værd. Også hvis den store pengepung får lov at blive i tasken. De farvestrålende, velafbalancerede og smukt dekorerede butiksvinduer er nemlig som modeshows og kunstværker i sig selv.
Shopping der er til at betale, kan du også finde i Milano. På Corso Vittorio Emanuele ligger flere store highstreet-butikskæder som vi kender i Danmark. Via Dante er en anden mulighed, og syd for domkirken ligger shoppinggaden, Via Torino, der skifter navn til Via C. Correnti og Corso Genova, inden den ender Navigli-kvarteret. Hvis pengepungen skal luftes på kør-selv-ferien i Norditalien, så sæt GPS'en på Milano.