Søen Lago di Monate

Nyd roen ved søbredden

Drømmer du om at opleve stemningen ved søerne i Norditalien? Men vil du gerne undgå de mest kendte søer og i stedet finde de små skjulte perler? Så skal du sætte kurs mod området mellem Maggioresøen og Comosøen. Her finder du en helt speciel natur med grønne marker, bølgende bjergtoppe og små og store søer som Lago di Varese og Lago di Comabbio. Og her, kun halvanden times bilkørsel fra Milano, findes den lille naturperle, søen Lago di Monate. Sæt GPS’en på Norditaliens søer og vær’ sikker på, at kør-selv-ferien bliver fyldt med naturoplevelser.

Natur, natur og mere natur

Lago di Monate er omkranset af træer, buskads og enkelte huse. Her er hverken livlige småbyer eller velbesøgte caféer, men derimod en stille vandoverflade og vejrende siv. Og til lyden af blishøns, ænder og svaners skræppen, kan du betragte de betagende konturer af bjergene i horisonten.

Om sommeren kan du endda bade i den lille sø. Vandet er roligt og enkelte steder er det muligt at leje liggestole mod et mindre gebyr. Hvis du planlægger at tilbringe en hel dag ved søen, er det en god idé at tage en madpakke med. Lago di Monate er nemlig langt fra lige så besøgt af turister som de mere kendte norditalienske søer, så der er få spisesteder. Og det har bestemt sin charme. Men hvis du blot trænger til en lille forfriskning, skal du slå vejen forbi en af Lago di Monates små perler – caféen Oltre Lago.

Kaffepause med udsigt

Den charmerende Oltre Lago finder du ved søens nordlige bred. Her strækker den overdækkede terrasse sig helt hen til vandkanten, og kaffen serveres med en fascinerende panoramaudsigt over det blikstille vand. Det er en lille lokal roklub, der holder til her; priserne er bestemt ikke turistede, og hvis du er heldig, kan du få en snak med den venlige cafébestyrer eller en af de lokale, der kan give tips og tricks til områdets seværdigheder. Nyd en veltillavet cappuccino og mærk roen sænke sig.

Når du har stillet kaffetørsten, er det på tide at gå tilbage til bilen og fortsætte køreturen i det norditalienske. Den lille vej, der forbinder sø og vej, er indhyllet i duften af lavendler og rosmarin, der vokser vildt langs stien. Når du er helt henne ved parkeringspladsen, finder du en lille kiosk, der sælger frisklavet italiensk is. Pres den sidste nydelse ud af turen til Lago di Monate, og spis en kugle gelato eller to, inden kør-selv-ferien går videre til den næste af de norditalienske søer.


"Vi besøgte stedet i maj, og selvom der var overskyet med lidt regn indimellem, var der et helt specielt lys over søen. Det var så smukt. Lago di Monate er virkelig et besøg værd."


Kort

Vis på kort