Klimaberegner for kør-selv-ferie

Bliv klædt på til at træffe grønnere valg på din rejse

Mange danskere ønsker, at rejsebranchen skal blive bedre til at informere og vejlede om rejsens egentlige klimaaftryk og gøre det nemmere som kunde at træffe informerede til- og fravalg  Dette viser blandt andet en undersøgelse lavet af Epinion i 2019 om danskernes rejsevaner. Her udtrykker 52% ønske om at blive bedre informeret om deres rejsers klimaaftryk.

Det er vi helt enige i, og vi har derfor udviklet en dynamisk klimaberegner, der gør det nemt for dig at se CO2-påvirkningen for jeres kør-selv-ferie. Derudover får du i beregneren nogle konkrete tips til, hvorledes I kan gøre jeres kør-selv-ferie grønnere: 

Beregn jeres klimapåvirkning her

Vi arbejder også på at inkludere information om klimapåvirkning på alle kør-selv-forslag på vores hjemmeside. Beregningerne er baseret på tal indhentet og kvalitetssikret af E/A Energianalyse. Læs mere om beregningerne og find baggrundsrapporten her.

En gennemsnitlig dansker har en årlig CO2-pårvirkning på cirka 19.000 kg, hvoraf 7.000 kg er relateret til fælles goder som sundhedsvæsen, skoler, veje etc. I kan også finde eksempler på CO2-påvirkningen af forskellige fødevarer på Concito's store klimadatabase. Et par eksempler er:

  • 1 kg pasta: 1,73 kg CO2
  • 1 kg frikadeller  3 kg CO2
  • 1 kg instant-kaffe 10,11 kg CO2
  • 1 kg rå okseculotte:   45,69 kg CO2

Vi håber at klimaberegneren sammen med vores guide til grønnere kør-selv-ferie gør at du bliver bedre klædt på til at træffe grønnere valg på din kør-selv-ferie.

 

CO2-belastning for udvalgte kør-selv-forslag

Eksempel 1: Familie på kør-selv-ferie i egen bil i Europa

Beregningen tager udgangspunkt i kør-selv-forslaget Den tyske eventyrvej:

  • 4 rejsende; 2 voksne og 2 børn
  • kører 1.600 km i mellemstor diesel-bil hjemmefra
  • 5 overnatninger på 3-stjernede hoteller - alle i samme hotelværelse

Dette giver en CO2-påvirkning på 72 kg CO2 per person - som giver 288 kg CO2.samlet for hele familien.

Ved brug af bus ville I samlet spare 10 kg CO2, Ved at tage toget ville I spare 16 kg CO2, mens I ved at bruge en mellemstor el-bil samlet ville have sparet hele 90 kg CO2.

Eksempel 2: Par på kør-selv-ferie i Portugal

Beregningen tager udgangspunkt i kør-selv-forslaget Romantiske Portugal for livsnydere:

  • 2 rejsende med 15 kg bagage hver
  • direkte fly tur/retur København-Lissabon
  • kører 1.360 km i lille diesel-lejebil
  • 9 overnatninger på 4-stjernede hoteller

Dette giver en CO2-påvirkning på 1129 kg per person - samlet for begge rejsende 2.258 kg.

Hvis I i stedet lejer en lille elbil eller tager tog eller bus rundt i Portugal, vil I spare cirka 90 kg CO2. Vælger I derimod en autocamper, vil I, på trods af at I ikke har CO2-belastningen fra hotel, "bruge" 140 kg ekstra CO2. Forsøg at undgå mellemlandinger da disse medfører 25% ekstra CO2-belastning for flyrejsen - på denne rejse vil det give mindst 241 kg CO2-belastning ved en mellemlanding hver vej.

Hvis I vælger at skippe flyet og i stedet kører hele vejen fra Danmark i en lille diesel-bil med 4 overnatninger hver vej til/fra Portugal, ville I spare 1.208 kg CO2 samlet set. Ved at benytte en lille elbil, tog eller bus til hele rejsen, ville I samlet set sparet cirka 1.490 kg CO2.

Eksempel 3: Kør-selv langs USA's østkyst

Beregningen tager udgangspunkt i kør-selv-forslaget Nord og syd - fra New York til Miami:

  • 2 rejsende med 15 kg bagage hver
  • direkte fly København-New York // Miami-København
  • 15 overnatninger på 3-stjernede hoteller
  • kørelængde på 2.852 km i en lille benzin-bil

Dette giver en CO2-påvirkning per person på 2647 kg - samlet for begge rejsende giver dette 5.293 kg.

Med autocamper ville du bruge 633 kg ekstra, mens du ved en stor motorcykel til hver rejsende ville bruge 83 kg CO2 mindre. Tog har, grundet få elektrificerede strækninger, en dårlig miljøprofil i USA, og ville medføre 40 kg ekstra CO2-belastning. Det mest miljøvenlige er bussen, hvor du ville spare 308 kg CO2. Vi har endnu ikke tal for elbil for USA. Flyv direkte og spar miljøet da en mellemlanding hver vej for denne rejse giver 1.107 kg ekstra CO2.

Eksempel 4: Drømmerejsen til Australien

Beregningen tager udganspunkt i kør-selv-forslaget Eventyr langs Australiens østkyst.

  • 2 rejsende med 15 kg bagage hver
  • fly København-Singapore-Sydney // Cairns-Singapore-København
  • 25 overnatninger på 3-stjernede hoteller
  • 3.867 km kørsel i en lille benzin-bil

Per person giver dette en CO2-påvirkning på 7.065 kg, og samlet for begge rejsende 14.129 kg.

Hoteller i Australien har gennemsnitlig høj CO2-påvirkning, så med en autocamper vil du bruge mindre CO2.

Om CO2-beregningerne

Vi har fået EA Energianalyse til at beregne CO2-påvirkningen ved brug af fly, hoteller og landtransport i form af bil, autocamper, mc, tog eller bus. Det er hovedsageligt  brugen af disse transportmidler, der skaber et ekstra CO2-aftryk, når vi er på ferie i forhold til det aftryk, vi hver især laver i vores dagligdag hjemme. Beregningerne tager udgangspunkt i CO2-påvirkningen ved brug af disse rejseelementer, men der er ikke medtaget effekten af den oprindelige produktion af henholdsvis fly, bil, bus og hoteller.

Da der er forskellige lokale forhold rundt omkring i verden, som blandt andet miljøkrav til biler og energiproduktion, er der beregnet tal for henholdsvis Europa, USA og Australien. Tallene kan desuden variere i forhold til flytype, opfyldningsgraden af flyet, hotel-specifikke forhold o.l., som gør at tallene kun giver en gennemsnitsbetragtning. Du kan se hele EA Energianalyses rapport med forudsætninger og referencer her (PDF - åbnes i nyt vindue). Vær opmærksom på at brug og/eller gengivelse af indhold fra rapporten kræver skriftlig godkendelse fra FDM travel.

FLY

CO2-udledningen er stor ved start og landing uafhængig af rejselængde, men mellem- og langdistanceflyvninger tager store dele af distancen i højere luftlag, hvilket påvirker atmosfæren mere. Tallene nedenfor er per kilometer per passager for rejser på økonomiklasse.

CO2-udledning/passager/km Økonomiklasse

Kortdistance

(<500 km, f.eks Kbh-Oslo)

236 g

Mellemdistance

(500-3000 km, f,eks. Kbh-Lissabon)

195 g

Langdistance

(>3000 km, f.eks. Kbh-New York)

158 g

 

I forhold til flyrejser har også følgende faktorer betydelig påvirkning på CO2-udledningen.

  • Mellemlandinger: gennemsnitlig bruger man 25% mere CO2 per mellemlanding.
  • Bagage: hvert kilo bagage giver en udledning på 0,078 g CO2/km
  • Business Class: giver næsten 3 gange så meget CO2-udledning end økonomiklasse grundet at hvert sæde tager mere plads.

 

LANDTRANSPORT

Tabellen nedenfor viser samlet CO2-udledning per kilometer. For bil, autocamper og MC er udledningen for bilen samlet, mens den for tog og bus er udregnet per passagersæde. Lille bil er under 1400 kg, mellem-stor bil er 1400-2000 kg og stor bil er over 2000 kg. Autocamper-tal er basseret på type C25, der vejer 4500 kg. Tallene er per kilometer.

CO2-udledning/km Europa Nord-amerika Australien

Diesel-bil, lille

122 g N/A N/A
Diesel-bil, mellem 136 g N/A N/A
Diesel-bil, stor

148 g

N/A N/A
Benzin-bil, lille 134 g 166 g 158 g
Benzin-bil, mellem 150 g 184 g 176 g
Benzin-bil, stor 164 g 200 g 192 g
El-bil, lille 58 g 75 g 75 g
El-bil, mellem 66 g 84 g 84 g
El-bil, stor 72 g 94 g 94 g
Autcamper 330 g 388 g 404 g
MC, stor 137 g 137 g 137 g
Tog, per sæde 28 g 90 g N/A
Bus, per sæde 29 g 29 g 29 g

 

Vær opmærksom på at man ved bilkørsel udlæder cirka 20% mere CO2/km når man kører 120 km/t i forhold til hvis man kører i 80 km/t

HOTEL

    Tilsvarende er der lavet beregninger for CO2-belastningen ved overnatning på hotel. Ideelt set ville vi haft tal for forskellige typer af hoteller (3-, 4-, 5-stjernede), da luksus-hoteller generelt har en højere CO2-udledning grundet større værelser og flere faciliteter som opvarmet swimmingpool etc. Det har dog indtil videre ikke været muligt at fremskaffe valide tal opdelt på stjerner. Læg mærke til at i modsætningen til transport så er tallene for overnatning i kg og ikke gram.

    CO2/værelse/nat Europa USA Canada Australien
    Gennemsnit 18,3 kg 21,8 kg 17,4 kg 43,1 kg
    2-stjernet N/A 17,6 kg N/A N/A
    3-stjernet hotel 9,5 kg 22,8 kg N/A N/A
    4-stjernet hotel 16,3 kg 36,8 kg N/A N/A
    5-stjernet hotel 33,8 kg 64,2 kg N/A N/A