Belfast og Nordirland
7 dage Fra 8.195 kr.
Ved Clonmacnoise midt på øen Irland har der siden 500-tallet ligget et af de mest betydningsfulde klosterområder på øen. Det var her, at Sankt Ciaran i 545 byggede en trækirke, der udvidedes over århundrederne for i 900-tallet at blive udbygget til en katedral.
Clonmacnoise ligger ved den gamle korsvej i Irland, hvor floden Shannon løber gennem højderyggen Eiscir Riada, der tidligere var den sikre vej gennem moserne i det centrale Irland. Det var her at Clonmacnoise i middelalderen udviklede sig til et af landets vigtigste kulturelle og religiøse center, og klosteret tiltrak lærde fra hele Europa.
Ud over at være et religiøst center i Irland var Clonmacnoise også et mødested, hvor irske konger afholdt møder og underskrev traktater. Koncentrationen af religiøs og politisk magt betød, at Clonmacnoise ud over katedralen blev hjemsted for flere kirker, et par høje tårne og et utal af keltiske stenkors, der i dag som ruiner sætter sit præg på området.
Clonmacnoise blev gentagne gange hærget og plyndret af vikinger, og med normannernes indtog på Irland faldt stedets betydning, hvor den nærliggende by Athlone i 1100-tallet overtog rollen som den vigtigste handelsby. Det sidste knæk fandt sted i 1552, hvor engelske tropper fra netop Athlone plyndrede stedet og efterlod det i ruiner.
Ruinerne er dog fortsat et besøg værd for at se de keltiske stenkors knejse over floden Shannon.
x
x
Gør som 200.000 andre og tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor du modtager rejseinspiration og gode råd.